Fokus på kvindens mange roller
I forbindelse med Kvindernes Internationale Kampdag mandag den 8. marts sætter Næstved Bibliotek fokus på kvinder i litteraturen og de mange forskellige roller, som kvinder kan påtage sig. Og til en start kan bibliotekets lånere glæde sig til at blive mødt af små farverige samtalekort om kvinderoller i nogle af de reserverede bøger.
Samtalekort om kvinder i reserverede bøger
I stedet for at køre de ’traditionelle’ roller som mor, ægtefælle, kæreste, datter, søster osv., har vi valgt at tage udgangspunkt i de syv dødssynder og sat dem op over for syv dyder. Vi har produceret nogle små bogmærker/samtalekort med spørgsmål på bagsiden om seksuel frigørelse, moderrollen, arbejde m.m. Vi præsenterer altså syv modsætninger, hver af dem visualiseret i enkel streg og flotte farver, hvor vi giver vores bud på, hvordan kvinderoller og kvindekamp ser ud i det 21. århundrede. De små kort giver mulighed for at reflektere over eget liv. Når vi lukker op for den ”nye bestil og hent ordning”, kan der ligge små kort i de reserverede bøger. De vil også blive præsenteret på bibliotekets Instagram og på hjemmesiden, hvor der løbende kommer inspiration til læsning af bøger om og af kvinder.
Digital samtalesalon om synder og dyder
Vi arrangerer en digital samtalesalon på Facebook, hvor to af bibliotekets kulturformidlere tager en snak om tankerne bag temaet (de 7 synder og dyder), samt giver et par anbefalinger til læsning. Kønsroller er til stadighed i forandring, til forundring og under lup. Anden bølge af #metoo sender stadig små skvulp rundt i mediebranchen. Sidste år var det især moderrollen, der var til debat i litteraturen. Nu er det synder og dyder, der bliver taget op.
To kvindelige forfattere om kvinderoller
Vi har fået fat i to aktuelle forfattere, som hver især belyser de relationer, som kvinderoller bliver formet af, herunder familie, venner, religion, seksualitet m.m.
Tirsdag den 23. marts kl. 19.00-ca. 19.30 er der digitalt forfatterinterview med Sofie Jama, som skriver om samspillet mellem kultur, køn og seksualitet. Hun har for nylig udgivet ”Den Nordiske Mands Hævn” (2020). Vi tager en samtale med hende om kvinderoller. Gratis (streaming på Facebook).
Tirsdag den 13. april kl. 19.00-ca. 20.30 håber vi at kunne tilbyde et fysisk forfatteroplæg med Katrine Marie Guldager på Næstved Bibliotek, som er aktuel med romanen ”Det Samme Og Noget Helt Andet” (2021). En bog om sorg, identitet og familiedynamikker – og at finde sin rolle i en turbulent tid. Pris: 50 kr.
Der kommer mere omkring tilmelding på bibliotekets hjemmeside og på Facebook om de to foredrag og samtalesalonen.
Vi håber meget at kunne præsentere en fysisk udstilling på biblioteket, når vi igen åbner op. Indtil da foregår aktiviteterne online.
Kommentarer