Næstved By

Fokus på efterspurgte håndværksfag ved DM i Skills

Murer-elever med EM-ambitioner konkurrerer i disse dage ved DM i Skills i Næstved. Og ifølge flise-sponsoren Mosaikhjørnet er der stort behov for kvalificerede flisemurere, så opmærksomheden på håndværksfaget er yderst velkommen.  

 

Murer-elever fra hele landet er i denne uge samlet i Næstved, hvor de deltager i DM i Skills. Årets værtsby er nemlig Næstved, og derfor er opgaven for flisemurer-eleverne at opsætte et relief, der skal blive til en tro kopi af Næstveds byvåben.

 

Og det er noget rigtig nørderi, der kræver knivskarpe hjørner, millimeter-præcise fuger og helt plane flader, som er blot nogle af kravene i den benhårde konkurrence.

 

Dommerne til DM i Skills udgøres af et fagligt udvalg, der efter et helt tydeligt forlæg fordeler points, og det er før set, at det er bittesmå ting, der skiller en danmarksmester fra en ”nr. to’er”. Det er op til den enkelte deltager og den enkelte skole at forberede sig bedst muligt, og at sikre, at deltagerne har al den nødvendige information, det rigtige værktøj og har trænet bedst muligt på opgaven, inden det går løs i den virkelige konkurrence.

 

Hos Mosaikhjørnet, der er materialeleverandør til byggeriet i form af fliser og klinker til både inden- og udendørs brug, er man interesseret i at ”brande” flisemurer-faget som en attraktiv specialisering og har derfor også valgt at sponsere de fliser, der bliver brugt til at fremtrylle Næstveds byvåben:

 

– For os handler det om at understøtte et håndværksfag, som ikke må forsvinde. Hvis vi vil have kvalitet i byggeriet og fremtidssikre byggebranchen, så er der altså brug for de her specialiserede fagfolk, der har forstand på både materialer, værktøj og metoder. Flisemurere er ikke nogen, der ligefrem hænger på træerne i byggebranchen, og vi vil derfor gerne være med til at tage ansvar og støtte op om DM i Skills, som netop er fremragende til at sætte fokus på håndværksfagene, særligt de små som flisemurerfaget, siger Kristian Poulsen fra Mosaikhjørnet. Han er selv uddannet murer og stolt af det.

 

Vi sætter jo en ære i at sælge kvalitetsprodukter til byggeriet og til forbrugerne, men for at få det optimale ud af et fint produkt skal der fagfolk til, konstaterer han.

 

Regionsmestrene konkurrerer mod hinanden ved DM i Skills i denne uge. Her dystes der om titlen som danmarksmester inden for en række forskellige fag og erhvervsuddannelser, herunder flisemurer. De unge murere har hver især 22 timer til at realisere et perfekt relief af Næstveds byvåben på i alt tre vægge og et gulv.

 

 

Om Mosaikhjørnet
Mosaikhjørnet er en dansk, familieejet virksomhed med mere end 50 års erfaring inden for fliser og klinker til både indretning af private hjem og til restauranter, skoler, hoteller, butikker, større boligbyggerier og stort set alle typer af formål uanset kompleksitet og størrelse. Mosaikhjørnet yder professionel rådgivning og er sparringspartner og leverandør af kvalitetsløsninger til mange innovative byggeprojekter i Danmark. Mosaikhjørnet har butikker i Glostrup, Brønshøj og Aalborg og beskæftiger aktuelt ca. 25 medarbejdere.

 

Kommentarer