Fogedretten i Næstved overgår til digital skødeudstedelse fra 1. april 2018
Som led i digitaliseringsproces overgår fogedretten i Næstved fra 1. april til kun at udstede auktionsskøder digitalt.
Dette vil stille særlige krav til auktionskøberne, som herefter vil skulle anmelde dokumenter til fogedrettens kontrol og underskrift via den digitale tinglysningsportal.
Tinglysningsretten har udfærdiget en vejledning til, hvorledes anmeldelsesprocessen foregår.
Den kan findes på Tinglysningsrettens hjemmeside.
Når auktionskøber har anmeldt dokumenter digitalt til underskrift, vil fogedretten foretage den sædvanlige gennemgang af de digitalt anmeldte dokumenter for at påse, at oplysningerne er fyldestgørende, og underskrifter er behørigt meddelt af den tegningsberettigede rettighedshaver, og at alle rettighedshaveres samtykke er indhentet af auktionskøber eller transporthaver, som har anmeldt begæring om udstedelse af auktionsskøde.
Fogedretten påser altså stadig samme forhold, som hidtil ved auktionsskødeudstedelse.
I forbindelse med udstedelse af auktionsskøde vil fogedretten tillige påse, hvilke pantehæftelser, der måtte være helt eller delvist udækkede, og som derfor vil kunne slettes af tinglysningsretten. Dette meddeler fogedretten til tinglysningsretten samtidigt med fogedrettens underskrift på det anmeldte skøde eller transportskøde.
Tinglysningsretten har ved udfærdigelse af vejledningen særligt henledt opmærksomheden på, at hvis en anmelder har bedt om at få en udækket hæftelse slettet, som i mellemtiden er blevet aflyst af kreditor, vil det kunne forsinke tinglysningsprocessen af det udstedte skøde, fordi tinglysningsretten automatiseret afviser skødet – og anmeldelsen bliver i stedet udtaget til manuel tinglysning. Dette vil tillige kunne give vanskeligheder, fordi, fogedretten ikke blot på ny kan udstede nyt skøde.
Auktionskøber bør derfor undgå, at der sker aflysning af hæftelser fra auktionen til, skødet udstedes.
Kommentarer