Syrien har ringet, de vil gerne have deres borgere hjem og være med til at bygge landet op igen efter en opslidende borgerkrig. I Irak er der også god brug for ekstra hænder, for her er ødelæggelserne voldsomme. Det står slemt til på alle fronter i Afghanistan, i Somalia og i de andre lande, der må se langt efter deres borgere.

Skrevet af Brian Mørch, Folketingskandidat Dansk Folkeparti

Jeg påstår selvfølgelig ikke, at alt er rosenrødt i de lande, flygtningene forlod. Men jeg påstår, at det er svært at forestille sig ordnede forhold, når de mest ressourcestærke hellere vil sidde i Europa, USA, Canada eller Australien end rejse hjem og skabe bedre forhold.

Hvad disse flygtninge nok ikke lige tænker over er, at de i deres tid i Vesten har lært noget særdeles værdifuldt. De har fra første parket set, hvordan man skruer trygge og gode samfund sammen – og at forskellige opfattelser er til at slå bro over ved at snakke sig til rette. Og at det stærkeste våben er den lille blyant, der hænger i stemmeboksene. Og at man ikke behøver smadre sit land, fordi man er uenig om, hvem der skal lede landet.

Ét er idealer, men man når ikke så langt med idealer alene. Lidt mønt må der til. Gad vide, hvor mange kommunalpolitikere, der lige går og tænker over, at de kan komme til at gøre gode gerninger, hvis de stærkt opfordrer flygtninge til at benytte sig af muligheden for at kunne vende hjem med – i runde tal – 150.000kroner pr. voksen?
En familie vil få en enestående chance for at etablere sig i hjemlandet med et landbrug, en butik, en restaurant eller noget helt fjerde.
Det er da hjerteløst på alle områder ikke at fortælle om ordningen.