Næstved By

Flot optag på Zealand

Se billedserie

Over 100 flere studerende end sidste år er i dag blevet optaget på Zealand. Det er en stigning på 8 procent. Flere uddannelser har allerede fyldt op, men det er stadig muligt at blive en del af studielivet på Zealand.

Øget søgning – flere optagne
Den 28. juli klokken 00:01 fik 1462 studerende svar på at de kan glæde sig til studiestart i september, når de bliver en del af Zealands studiemiljøer i Næstved, Køge, Slagelse, Nykøbing F., Holbæk og Roskilde.

Særligt uddannelserne til multimediedesigner, autoteknolog, finansøkonom, datamatiker bygningskonstruktør og professionsbacheloruddannelsen i Innovation og Entrepreneurship er populære valg i dette års optag på Zealand – Sjællands Erhvervsakademi.

Generelt oplever Zealand både status quo og en pæn fremgang på STEM-uddannelserne.
”Det er en udvikling vi kan være godt tilfredse med,” siger Zealands rektor, Ulla Skaarup og fortsætter, ”vi er glade for, at flere end tidligere vil læse en 2-årig videregående uddannelse. Vi tolker den voksende interesse for erhvervsakademiuddannelser, som et udtryk for at flere gerne vil uddanne sig med en kortere horisont til et godt job.”

– ”Vi glæder os til at tage imod alle de nye studerende på alle vores afdelinger, når sommerferien er forbi,” siger Ulla Skaarup.

Ekstra pladser fyldt ud
Grundet corona-situationen og det ekstra pres, det fører med sig, når sabbatåret måske er blevet aflyst, besluttede regeringen i juni at oprette ekstra studiepladser på en række uddannelser, heriblandt datamatiker i Roskilde.

”Vi kan konstatere, at interessen for datamatikeruddannelsen har været enorm, for alle pladser er allerede besat, og så er der desværre stadig ikke plads til alle ansøgere,” siger Ulla Skaarup, og akademichef på Zealands afdeling i Roskilde, Peter Schwalbe supplerer:

“Datamatikeruddannelsen er en af vores mest fremtidssikrede uddannelser, da vi ved, der kommer til at mangle tusindvis af it-profiler på arbejdsmarkedet om få år,” konstaterer Peter Schwalbe, der er.

Fortvivl ikke – der er stadig ledige pladser
Selvom mange uddannelser allerede er fyldt op, så er der stadig mulighed for at søge ind på en af de uddannelser, hvor Zealand har ledige pladser. Se listen, der opdateres hele tiden, på zealand.dk.

Kom til åbent hus
Tirsdag den 4. august fra klokken 16:00-18:00 holder Zealand åbent hus for alle, der har lyst til at høre mere om uddannelserne og mulighederne med dem.

Dette er en foreningsnyhed indsendt af Anna Schmedes Nielsen fra Zealand – Sjællands Erhvervsakademi. Du kan også indsende nyheder under INDSEND NYHED i topmenu. 

Kommentarer