Samfund

Flere unge skal i uddannelse og job i Næstved Kommune

Hvordan løfter vi uddannelsesniveauet i Næstved? Det er ét af temaerne til § 17.4 Udvalgets afslutningskonference på VUC på onsdag den 1. november. Foto: Næstved Kommune

Onsdag den 1. november præsenterer § 17.4 Udvalget for Unge og Uddannelse i Næstved Kommune deres anbefalinger til, hvordan flere unge kommer i uddannelse og beskæftigelse.

Obligatorisk erhvervspraktik fra 7. klasse. Flere muligheder for praktisk undervisning på kommunens folkeskoler. Direkte input til et bedre studiemiljø i byen fra studerende på RUC gennem ambitiøse partnerskabsaftaler.

Sådan lyder et par af de anbefalinger, som § 17.4 Udvalget for Unge og Uddannelse har indsamlet viden om de seneste to år. Formålet er, at få flere unge i uddannelse og job i Næstved Kommune.

– To års arbejde er slut, og alligevel begynder arbejdet først rigtigt nu. Vi har haft fokus på, hvad årsagerne er til, at de unge ikke får en uddannelse eller kommer i job. Vi har arbejdet med at gribe udfordringerne an på en mere forebyggende måde – fra de tidlige indsatser såsom sprogindsatser i dagtilbud til erhvervspraktik og studiemiljø. Nu glæder vi os til, at vores anbefalinger bliver ført ud i livet, lyder det fra formand for udvalget, Linda Frederiksen.

Tæt samarbejde

Udvalget er sammensat af fire politikere og tre eksterne eksperter.

Vicedirektør på EUC Sjælland Thomas Ter-Borch er et af de eksterne medlemmer.

– Det har været spændende og givende, at jeg som ekstern har fået mulighed for at arbejde så tæt sammen med Næstved Kommune. Jeg har fået større forståelse for den kommunale virkelighed, og jeg synes, at vi i udvalget har opnået en gensidig accept af hinandens virkeligheder, der har ført til nogle gode anbefalinger. Vi har fået en stærk platform for et styrket samarbejde fremadrettet, siger han.

Det har betydet meget for udvalget at møde den virkelighed, de sidder og drøfter. Derfor har møderne været afviklet på forskellige uddannelsesinstitutioner, og alle temadrøftelser har haft udgangspunkt i oplæg fra eksterne – fra unge til forskere.

Fremtidens arbejdskraft

Til konferencen 1. november præsenterer udvalget et udsnit af de temaer, de har arbejdet med og de tilhørende anbefalinger. Konferencen handler desuden om, hvad der karakteriserer unge mennesker i deres uddannelses- og arbejdsliv i oplægget ”Nutidens unge – fremtidens arbejdskraft” ved fremtidsforsker Anne-Marie Dahl og ”Arbejdsgiverens møde med de unge” ved direktør i P.K. Jeppesen Anders Moestrup Rasmussen.

Eftermiddagen modereres af Noa Redington.

 

Kommentarer