Flere kvinder gennemgås efter utilstrækkelige brystundersøgelser
Efter at Ringsted Sygehus har genundersøgt 734 kvinder, der er blevet mangelfuldt undersøgt for brystkræft, fortsætter sygehuset nu med at gennemgå kvinder tilbage fra marts 2013. Dette for at identificere de kvinder, som måtte have udviklet brystkræft.
Sygehusets vil med hjælp fra eksterne eksperter vurdere, om disse kvinders kræftforløb kan relateres til en mangelfuld undersøgelse. Hvis dette er tilfældet, sikres det, at kvinderne får hjælp og vejledning til at søge erstatning og klage.
I første omgang blev 2.600 kvinders undersøgelser fra perioden 1. januar 2016 til 24. maj 2017 gennemgået, fordi der var stor risiko for, at disse kvinder havde uopdaget kræft i brystet. Ved gennemgang af disse kvinder fandt man 734, som skulle tilbydes nye undersøgelser:
– Den første og mest kritiske gruppe af kvinder er dem, der er undersøgt senest i den periode, hvor undersøgelserne var mangelfulde. De var blevet undersøgt, men altså mangelfuldt, og derfor var der risiko for, at de havde kræft uden at vide det, og derfor kunne opleve sig frikendt for kræft, siger Vagn Bach.
Når sygehuset nu gennemgår journaler tilbage fra 2013, da man startede med at udføre de mangelfulde undersøgelser, så skal i alt ca. 8700 journaler gennemgås for at finde frem til de kræftramte kvinder, som sygehuset vil hjælpe med at søge erstatning og klage. Identificeringen af hvor mange af disse, der har udviklet en brystkræft, pågår nu.
Ni tilfælde af kræft
Foreløbigt ni kvinder er efter fornyet undersøgelse konstateret med kræft. Alle kvinderne er tilbudt personlig samtale på sygehuset med støtte fra patientvejledningen:
– Det er en dybt beklagelig situation, som vi har sat disse kvinder i. Vi har opfordret dem til at klage over forløbet og søge erstatning, og hjulpet dem til det, hvis de har ønsket det, ligesom vi har tilbudt anden hjælp, de har haft brug for, siger Vagn Bach.
Undersøgelserne af de 734 kvinder er stort set færdig, der mangler kun få patienter, som alle er undersøgt inden udgangen af februar 2019:
– Nu er vi stort set færdige med at undersøge den gruppe af kvinder, der kunne have uopdaget kræft og resultatet viser tydeligt, at det har haft store konsekvenser for en række kvinder, at sygehuset har udført mangelfulde undersøgelser for brystkræft. Derfor kigger vi nu på hele gruppen, for at afgøre hvor mange, der har udviklet brystkræft i årene efter, der kan have relation til en ufuldstændige undersøgelse, siger Vagn Bach.
8.700 journaler skal undersøges
De ni tilfælde af kræft betyder, at Ringsted Sygehus nu gennemgår de resterende 8.700 patientforløb fra perioden 2013 til 2017:
– Vi vil gennemgå både de resterende cirka 1.900 kvinder fra perioden 1. januar 2016 til 24. maj 2017, og samtidig går vi helt tilbage til 2013 og ser på alle patientforløbene, som ikke har fået den korrekte undersøgelse. I alt er det cirka 8.700 patienter.
Det er de kvinder, som er ramt af brystkræft, som nu skal identificeres:
– De 735 kvinder, som nu er genundersøgt, der var der en risiko for, at de havde kræft uden at vide det. For de 8.700 andre, så ville en eventuel kræft være opdaget og sat i behandling. Det vi dog ikke kan vide er, om de mangelfulde undersøgelser har haft konsekvenser for nogle af de ramte kvinder og deres forløb. Journalerne vil blive sendt til vurdering hos eksterne eksperter for at undersøge hvem af disse, der er mangelfuldt undersøgt. Disse kvinder vil vi kontakte, for at informere og tilbyde dem hjælp til, hvordan de kan klage til Styrelsen for patientklager og patienterstatningen, siger Vagn Bach.
Hotline og hjælp
Undersøgelsen af de 8.700 kvinder er sat i gang, men det vil tage tid at finde frem til samtlige kvinder:
– Det er et stort arbejde, men det er vigtigt, at vi får givet disse ramte kvinder klar besked. Vi ved, at disse kvinder har fået en mangelfuld undersøgelse for kræft. Nu skal vi have fastslået, om det kan have ført til en forværring af deres kræft. Vi vil også tilbyde de pågældende kvinder et møde med henblik på hjælp til at klage, rejse erstatningssag, få psykologhjælp og lignende, siger Vagn Bach.
Vagn Bach understreger, at hvis man er i tvivl, så kan man ringe til Sygehuset Hotline 54 67 22 31. Hvis man har symptomer fra brystet, vil vi foreslå, at man går til egen læge med henblik på undersøgelse, rådgivning og eventuelt henvisning til undersøgelse.
– Jeg forstår godt, hvis der er bekymrede kvinder derude, særligt efter medieomtalen af sagen. Derfor accelerer vi nu indsatsen, så der hurtigst muligt kommer klarhed om sagen, siger Vagn Bach.
Kommentarer