Mogenstrup

Fladsågård til salg for 75 millioner kroner

Fladsågård ved Mogenstrup er blevet sat til salg, og kan købes for 75 millioner kroner. Familien Gasmann har ejet gården i fem generationer siden 1847, men det stopper således nu.

I salgsopstillingen kan man læse, at der hører 354 hektar jord med gården, hvoraf de 215 hektar er agerjord, 45 hektar er skov og cirka 20 hektar er grusgrave.

Torsdag den 8. december blev det i Region Sjælland vedtaget, at ejeren af gården, Frederik Christian Otto Gasmann, må grave grus på cirka 14 hektar, skriver Sjællandske.

Netop dette har skabt vrede blandt borgerne i Myrup, da de er bange for, at det vil ødelægge den landskabelige natur. Salget og grusgraven skulle ifølge ejeren dog ikke have noget med hinanden at gøre. Dog kan man i salgsmaterialet læse, at der er en forventet indtægt på 1,4 millioner kroner årligt på grusgrave på jordene.

Med til gårdens hovedbygning hører syv udlejningsboliger. Agerjorden og jagtrettighederne er bortforpagtet, mens skovbruget og de resterende jorde drives af ejeren.

Indtægterne på gården anslås til at ligge på omkring tre millioner kroner.

Kommentarer