Næstved By

Fladså-rytter Danmarksmester i dressur for ponyer

Privatfoto

Næstved: 15-årige Sara Aagaard Hyrm fra Fladså Rideklub deltog i første weekend i september i Danmarksmesterskaberne i dressur for ponyer, hvor hun blev kåret som Danmarksmester 2016.

I weekenden fredag den 02. september til søndag den 04. september var der Danmarksmesterskaberne i dressur for ponyer på Hovsgaard Rideklub på Fyn, hvor 15-årige Sara Aagaard Hyrm deltog sammen med sine ponyer FB Gangster og Der Harkelin B, skriver Ugebladet Næstved.

Med 222,356 tog hun førstepladsen over Alexander Helgstrand, som endte med 217, 126 point efter tredje ridt, og kan derfor kalde sig Danmarksmester 2016 i dressur for ponyer.

Ikke nok med det tog hun også sammen med ponyen, Der Harkelin B, en sølvmedalje til DM. Det er historisk, at en rytter tager flere medaljer ved DM.

Sara Aagaard Hyrm har sammen med sine to ponyer haft et suverænt år, da hun tog to guldmedaljer fra Nordisk Mesterskab i Finland med Gangster FB. Derudover har hun sammen med sin anden pony, Der Harkelin B, vundet hold sølv ved Europamesterskaberne, da hun repræsenterede Danmark. Sammen fik de også to individuelle fjerdepladser.

Sara Aagaard Hyrm skal om ikke så længe til Hold DM sammen med Gangster FB for at forsvare sin guldmedalje fra sidste år.

Kommentarer