Mogenstrup

Fladså Gymnastiks lokalopvisning 2022 i Fladså Hallen

Se billedserie I år tilfaldt pokalen Isabella Bang.

Skrevet af: Anne Duelund

Trods det dejlige forårsvejr søndag den 20. marts havde ca. 400 betalende gæster og lige så mange aktive deltagere i alle aldre fundet vej til Fladså Hallen, hvor Fladså Gymnastik afholdt opvisning.
Der var til sidste øjeblik tvivl om muligheden for at afholde opvisning i år. Trods kort forberedelsestid gik alt glat efter planen.
Allerede tidligt på formiddagen var foreningens instruktører og mange hjælpere i gang med at klargøre hallen. Stolerækker, balloner og lydanlæg skulle på plads og en café opbygges til salg af slikposer, kager, pizzasnegle og pølsehorn, kaffe og sodavand.
Som noget nyt i år var der 4 slush ice maskiner. Det viste sig at være en stor succes for de mange børn.
I køkkenet fremstillede flittige damer en masse sandwichs til de mange hjælpere og instruktører. Der skulle varmes pizzasnegle og pølsehorn i massevis og brygges mange liter kaffe til salg inde i hallen.
Stor travlhed over hele linjen.

Kl. 13.30 startede opvisningen med fælles indmarch for alle holdene og med fanerne i spidsen. Den nyvalgte formand bød velkommen til gymnaster og publikum.
Herefter gik det slag i slag med 11 hold. De dygtige drenge, pige og junior spring/rytme hold viste rytmiske serier og mange flotte spring til stor applaus fra det fremmødte publikum. De helt bedårende børnehold charmede sig ind på publikum med sanglege og masser af kolbøtter – både for-og baglæns. Børnene på forældre/barn holdet viste, at de også magtede sanglege, kolbøtter og balancer sammen med deres forældre.
Også de dygtige ball stik damer, viste deres balanceøvelser på boldene.
Seniordanserne var med for første gang. De nød virkelig at være på gulvet, viste
glæden ved dans til dejlig musik. Seniordans giver god motion i et mere roligt tempo og holder hjernen frisk.
I Fladså Gymnastik er der noget for alle på tværs af alder og køn.
Dagens opvisning sluttede med en forrygende opvisning af det store hold på ca. 110 unge mennesker fra Brøderup Efterskole, som fremviste gymnastik i kvikt tempo både med ynde og kraftfulde spring samt brug af mange forskellige rekvisitter. Det var virkelig flot.

Alle gymnasterne kom igen ind på gulvet. Der blev overrakt gaver til alle
instruktører og bestyrelse. Efter en flot fremførelse af fanerne og afsyngelse af
nationalsangen var det slut på en meget længe ventet opvisningsdag. En glad og
tilfreds formand kunne sige tak for i dag til alle.

Dagens overraskelse uddeling af idrætslederpokale 2022 til
Isabella Bang.
Fladså Gymnastik uddeler hvert år en idrætslederpokal til en instruktør eller et
bestyrelsesmedlem, som har gjort en ekstraordinær indsats i foreningen.
I år tilfaldt pokalen Isabella Bang, en smilende, engageret, flittig og pligtopfyldende ung instruktør, som til opvisningen også var en af fanebærerne.
Formand Birgit Stange Jensen motiverede valget med, at Isabella har været aktiv i foreningen siden 2014 først som ”føl”, så hjælpetræner og nu instruktør for
spring/rytme pigeholdet 0.-4. klasse. Trods sin unge alder formår Isabella at sætte sig i respekt hos pigerne. Hun behøver ikke at råbe op for at få ro og styr på flokken. Hun er altid velforberedt til træningstimerne og pigerne forguder hende simpelthen. Med pokalen fulgte en stor buket blomster, gavekort på 1.000 kr. samt et sponseret krus fra Margerit Design.
Alle medsendte billeder er private optagelser af Jørgen Stange Jensen og må frit
benyttes i forbindelse med omtale af Fladså Gymnastik

Dette er en foreningsnyhed indsendt af Anne Duelund fra Fladså Gymnastik. Du kan også indsende nyheder under INDSEND NYHED i topmenu. 

Kommentarer