Fire medlemmer i menighedsrådet stopper efter mistillid
Næstved: Fire medlemmer af menighedsrådet i Sct. Mortens Sogn i Næstved har valgt at stoppe med øjeblikkelig virkning grundet manglende tillid til formanden.
Efter længere tids samarbejdsvanskeligheder og en hård tone blandt menighedsrådets medlemmer har fire medlemmer af menighedsrådet nu valgt at stoppe øjeblikkeligt, skriver Sjællandske.
Den tidligere kasserer, Carsten Eilertsen, og tre andre medlemmer af menighedsrådet er meget utilfredse med formand Anne Ladefoged, og har derfor valgt at stoppe i menighedsrådet.
– Hun har ikke styr på ansættelseskontrakter, og kontaktpersonen er blevet aflønnet for arbejde som kirketjener. Hun har heller ikke inddraget menighedsrådet i sit vikararbejde som organist, fortæller 67-årige Carsten Eilertsen til Sjællandske.
Formand Anne Ladefoged har en anden opfattelse af sagen, og føler, at de fire afgåede medlemmer er ved at ødelægge Sct. Mortens Sogn og pointerer, at de bare vil have magt. Dog erkender hun, at der har været en hård tone blandt menighedsrådets medlemmer.
Hun ser frem til et nyt menighedsråd, hvor der er ro på.
Kommentarer