Finurlig komiker vender tilbage til Næstved
I efteråret 2018 er den finurlige komiker Ruben Søltoft klar med sit andet onemanshow, “Ting Fra Min Mund” og den 8. november lægger han vejen forbi Sydsjællands største kulturcenter. I 2015 imponerede han alle i Ny Ridehus med sit debutshow “Mit Hoved” og nu er han klar til at give endnu et indblik i sin excentriske verden.
I showet “Ting Fra Min Mund” får publikum lov til at hilse på Ruben i version 2.0. Selvom den karakteristiske frisure stadig kæmper med hjernen om, hvem der krøller mest, så er det en mere voksen udgave af den populære herre man kommer til at møde på Grønnegades Kaserne Kulturcenter i 2018.
Han deler dog stadig gavmildt ud af egne livsoplevelser og pinlige erfaringer, og i en verden, hvor det handler usundt meget om at passe ind, er Ruben også anderledes, akavet og forbandet følsom.
En populær og alsidig herre
Efter at have opnået en enorm popularitet gennem sin rolle i tv-showet “Sjit Happens” på TV2 Zulu, begav han sig ud på sin debutturné som komiker, hvor han rejste hele landet rundt. Her beviste han gang på gang sit værd ved på charmerende vis at kombinere personlige anekdoter med bidende selvkritik og skarpe punchlines.
Da turnéen var overstået, havde han bygget yderligere oven på sin popularitet, og det udløste i sidste ende også en nominering som Årets Komiker ved Zulu Comedy Galla.
– Jeg har rigtig store forventninger og jeg glæder mig åndssvagt meget til at komme hele landet rundt og kilde publikum med ord!” Han tilføjer: “Showet kommer til at vare cirka 80 minutter inklusive grinepauser. Mine egne grinepauser. Jeg tror virkelig, det bliver sjovt!”
Kommentarer