Fik bilen beslaglagt – og sigtet for tyveri
Politiet standsede onsdag klokken 13.00 en 26-årig mand fra Vordingborg, der kom kørende på Trekanten i Næstved.
Den 26-årige havde ikke noget kørekort, og han blev derfor sigtet for kørsel uden førerret.
Da han flere gange tidligere var blevet sigtet for at køre uden førerret, blev hans bil beslaglagt på stedet, og da politiet visiterede den 26-årige, fandt politibetjentene et benzinkort, der var meldt stjålet i Vordingborg for få dage siden.
Kortet var blevet benyttet til betaling flere gange, og den 26-årige blev herefter anholdt og sigtet for tyveri.
Han blev afhørt på politistationen i Næstved, inden han blev løsladt igen klokken 15.15.
Kilde: Sydsjælland og Lolland – Falsters Politi
Kommentarer