Faster Thora fortæller
Tirsdag den 16. januar kl. 19.00 – 21.00 er der lokalhistorisk aften på Fuglebjerg Bibliotek. Her kan du høre om livet i og omkring Fuglebjerg gennem næsten et århundrede set gennem Thora Larsens øjne. Erindringerne, som er optaget på bånd, er baggrund for en video om hende.
Thora Larsen (1881-1976) var ugift og arbejdede gennem tiden mange forskellige steder. Hun passede bl.a. et par år vaskeriet på Holsteinsminde, var kokkepige hos apoteker Petersen i Fuglebjerg og arbejdede hos broderen, den navnkundige bagermester A.P. Larsen i Fuglebjerg – både i huset og i forretningen. Desuden var hun i en årrække husbestyrerinde for en gårdejer i Sdr. Bjerge, inden hun i 1929 kom “hjem” til Fuglebjerg for at hjælpe sin søster Marie Larsen, som havde trikotageforretning på Torvet.
Thora har fortalt sine erindringer til sin nieces søn, Ole Nyvang Christensen, som har optaget fortællingen på bånd. Hans fætter, Ingemann Larsen, har suppleret med billeder, som passer til. Denne aften vil de vise os billederne, mens vi hører lydbåndet. Og der bliver efterfølgende mulighed for at stille spørgsmål og kommentere fortællingen. Ole og Ingemann er begge børnebørn af Thora Larsens bror.
Optagelsen er fra 1973 – Thora Larsen var da 92 år gammel. Hun fortæller levende – på et dejligt sjællandsk – om sit eget liv og om livet i Fuglebjerg og på Fuglebjergegnen gennem næsten et århundrede.
Kommentarer