Næstved By

Farcen ’Frøken Nitouche’ opføres i Ny Ridehus

Foto: Fotograf Thomas Petri.

Næstved: Næstved Teater præsenterer en opdateret og anmelderrost ‘Frøken Nitouche’ med Folketeatret.

Torsdag den 27. og fredag den 28. oktober, begge dage klokken 20.00, opfører Folketeatret en opdateret og anmelderrost ’Frøken Nitouche’ i Ny Ridehus, Næstved.

„For Celestin er Floridor. Og Floridor er Celestin!”

Således begynder Meilhac og Millauds forrygende forvekslingsfarce Frøken Nitouche – udødeliggjort på film i 1963 med Lone Hertz og Dirch Passer i hovedrollerne. Stykket er en charmerende fortælling fra 1880‘ernes Frankrig, hvis temaer om dyd og lyst, tradition og frigørelse har gjort det evigt aktuelt. Rollerne er ligeså arketypiske, som de er morsomme: Den frejdige Nitouche, den koleriske major, teaterdivaen Corinna og selvfølgelig den altid charmerende Celestin … og Floridor!

Denne elskede fortælling tager Folketeatret nu op med Karin Nordly-Holst og Pelle Emil Hebsgaard i rollerne som Nitouche og Celestin, som begge drages af teatrets flamboyante verden, der står i skarp kontrast til klosterlivets tryghed. Som klostrets dydige overhoved, priorinden, glæder Folketeatret sig over at kunne præsentere Lone Hertz – 53 år efter hendes store gennembrud.

Frøken Nitouche er i Folketeatrets 2016-udgave gendigtet og bearbejdet af Vase & Fuglsang – to af landets førende komedie- og revyforfattere, der også stod bag Folketeatrets opdaterede turneversion af Sommer i Tyrol. Folketeatret lægger op til en farverig teaterfest, der som den lille frk. Nitouche selv går lige i hjertet på sit publikum.

De medvirkende er blandt andre Lone Hertz, Asger Reher, Pelle Emil Hebsgaard og Trine Gadeberg og Kasper Wilton har instrueret.

Ledige billetter kan købes på Næstved Teaters hjemmeside eller på telefon 2625 1850.

Kommentarer