Næsby

’Fangekoret’ optræder i Næsby Kirke søndag eftermiddag

Næsby: Glumsø – Bavelse og Næsby Menighedsråd inviterer til gratis koncert med  ’Fangekoret’ fra det tidligere Vridsløselille Statsfængsel i Næsby Kirke søndag.

Søndag den 30. oktober klokken 14.30 vil Næsby Kirke få besøg af det fra DR TV meget omtalte ’Fangekoret’ fra det tidligere Vridsløselille Statsfængsel, under ledelse af deres karismatiske dirigent Louise Adrian, der er gift med fængselspræst Erik Adrian.

Koret optræder med gospelsange, egne sange og fællessange og information om korets virke og livet bag murene. Fangekoret er ikke kun for de indsatte. Flere af sangerne fortsætter nemlig også efter løsladelsen. De hårdkogte indsatte, der har udgang og tidligere indsatte vil dels synge og dels fortælle den fantastiske historie om, hvilken forskel det har gjort i deres liv at være med i fangekoret!

Koret optræder med sange, som korsangerne selv har skrevet samt information om korets virke og livet bag murene. Teksterne er vedkommende og handler om skyld, tro, fejltrin, tilgivelse, had, håb og anger.  Fangekorets leder Louise Adrian har fået flere priser for hendes arbejde med koret.

Det anbefales at komme i god tid til koncerten, da kirken var propfyldt, sidst koret kiggede forbi i 2014.

Der er gratis adgang til koncerten.

Om Fangekoret

Det kendte Fangekor fra Vridsløselille Statsfængsel eksisterer fortsat, selvom det gamle statsfængsel er lukket. De indsatte er blevet flyttet til flere andre fængsler i Danmark og herfra kan de fortsætte udgange til koncerter udenfor murene. Sammen med de tidligere indsatte korsangere turnerer de fortsat rundt i Danmark og synger og fortæller om fængselslivet. Korleder, Louise Adrian, fortsætter arbejdet med de indsatte og bliver mobil korleder indtil de indsatte igen samles i det topsikrede moderne fængsel, som er ved at blive bygget på Falster.

Fangekoret har lige udgivet deres fjerde CD med numre skrevet af korsangerne selv. Cd’en ‘Egon Olsens vej’ er et farvel til Vridsløse, hvor koret har sunget siden 1995.

I de første 10 år af Fangekorets virke var der ingen, der kendte noget til de syngende forbrydere. De var gemt af vejen, men da de udgav en CD i 2004 fik offentligheden øje på dem. Der startede en efterspørgsel efter koret udenfor murene og med tiden fik Direktoratet for Kriminalforsorgen lavet nogle særlige udgangsregler, som i dag muliggør en koncertvirksomhed.  I de sidste 10 år har Fangekoret sunget for fulde huse rundt i hele Danmark og der er lange ventelister på deres optræden.

Fangekoret har overdraget 145.000 kroner til ’Børnetelefonen’ under Børns Vilkår, som overskud for salget af deres CD’er.  Fangekoret har været med til at starte Cafe Exit, som hjælper indsatte i livet efter fængselsstraffen. Der er skrevet bøger og lavet film om Fangekoret, som kaldes for Kriminalforsorgens mest synlige resocialiserende projekt.

Historien om Vridsløselille Statsfængsel

Vridsløselille Fængsel var indtil december 2015 et lukket fængsel. De fleste klienter i fængslet afsonede lange fængselsstraffe, og cirka 40 procent af klienterne havde straffe på 8 års fængsel eller mere. 

Fængslet havde 241 fængselspladser. Fængslet åbnede i 1859 som cellefængsel, hvor indsatte var isolerede både under arbejde og i fritiden. Fængslet er bygget i stjerneform, hvor fem fløje med hver tre etager udgår fra en fælles bygning, kaldet centralen.

Vridsløselille Fængsel er fra januar 2016 overgået til at være en institution for frihedsberøvede asylansøgere. 

Kommentarer