Næstved By

Falck-afdeling rykker fra Nykøbing til Næstved

Fra første marts vil der ikke længere være vejhjælpsbiler fra Falck stationeret på Lolland-Falster. Falck Assistance, som står for blandt andet vejhjælp, flytter sine 11 medarbejdere, fejebladbiler og ATV-biler fra Nykøbing til Næstved, oplyser Falck.

Falck opgiver samtidigt at have egne interne værksteder, hvor virksomhedens specialkøretøjer ellers er blevet repareret og vedligeholdt.

Det rammer blandt andet Falcks værksted på Falck stationen i Nykøbing som lukker første september. Det betyder, at tre medarbejdere bliver opsagt.

– Både medarbejderne på værkstedet i Nykøbing og øvrige medarbejdere rundt om i landet, som bliver ramt af værkstedslukningerne, vil Falck forsøge at hjælpe videre i andre jobs, enten internt i Falck eller hos underleverandører, siger pressevagt hos Falck Jesper Jakobsen til Folketidende.

I stedet vil reparation og vedligeholdelse af bilerne blive udliciteret, oplyser Falck.

Foruden værkstedet i Nykøbing lukkes værkstederne i Gladsaxe, Greve, Ålborg, Kolding og Randers.

Jesper Jakobsen oplyser, at flytningen af medarbejderne ikke får betydning for serviceringen af de lokale kunder.

Kommentarer