Næstved By

Få plads i byrådets Landdistriktsudvalg

Har du gode ideer til fremtidens transportmuligheder i Næstveds landdistrikter?

Er du frisk på at blive inspireret og tænke nye tanker inden for transport? Tør du at tænke ud af boksen og tænke skævt? Og har du lyst til at være med til at starte mindre initiativer omkring alternativ transport sammen med borgerne fra Næstveds lokalområder?
Så er det nu, du kan melde dig som borgermedlem af Byrådets Landdistriktsudvalg!

Udvalget søger borgere, som vil være en del af udvalgets arbejde i 2019. Udvalget er:
• en tænketank, der skal tænke nyt
• en arbejdsgruppe, der skal finde på og sætte nye initiativer i gang
• et ideforum, der skal afprøve nye ideer, som måske med tiden kan vokse sig større
• et udvalg, der skal foreslå nye tiltag til byrådet og de øvrige politiske udvalg.

I 2019 arbejder udvalget særligt med, hvordan man kan komme rundt i kommunen – særligt ude på landet.

Busruter, skolebusser og andre traditionelle transportformer arbejder udvalget ikke med. I stedet skal de nytænke og lade sig inspirere af andres ideer og erfaringer. Målet er at igangsætte nye transportforsøg, som matcher behovet i Næstved Kommune.

Sammen med de fem byrådsmedlemmer i landdistriktsudvalget, vil du få inspiration til alternativ transport og transport på landet, og efterfølgende skal udvalget komme med ideer, viden og forslag til initiativer til byrådet. Udvalget mødes ca ni gange i løbet af 2019.

Det kræver ingen forkundskaber eller særlig viden at være med.

Hvis du er blevet inspireret, så send en mail til landdistriktsudvalget2@naestved.dk, hvor du kort fortæller om dig selv, og hvorfor du gerne vil være med i Landdistriktsudvalget.
Vi skal have din mail senest 18. november – og vi glæder os til at høre fra dig.

Kommentarer