EUC Sjælland klar til DM i Skills
Næstved-skolen stiller med stærkeste hold til DM, efter at de danske erhvervsskoler i efteråret har afholdt regionale mesterskaber.
EUC Sjælland er klar til danmarksmesterskaberne, og onsdag den 30. november var skolens 6 deltagere samlet til lykønskninger og frokost med deres mestre, uddannelsesledere, faglærere og direktør Erik Wonge. De 6 elever har alle kvalificeret sig til DM-pladserne via de regionale mesterskaber, hvor de har kæmpet imod elever fra regionens øvrige erhvervsskoler.
På skolen i Næstved glæder man sig over at indsatsen med talentudvikling er en succes.
– Arbejdet op til de regionale mesterskaber og videre mod DM i Skills, er en god måde at dyrke talentarbejdet og samtidig hæve niveauet blandt eleverne på uddannelserne, udtaler uddannelsesleder Stig Rasmussen fra EUC Sjælland.
Den 19-årige murerelev, Martin Blom Guttorm Jensen, glæder sig meget til DM i Skills – og til at se, hvad konkurrencerne i flisespecialet bringer. Murermester Jimmy Jacobsen er godt tilfreds med sin lærlings succes:
– De opgaver Martin står overfor til Skills, er så specielle, at det sjældent er noget man vil komme ud for i dagligdagen som flisemurer. Som et ekstra plus lærer Martin også at arbejde selvstændigt og under pres. Betingelserne ligner meget dem, som han kommer til at opleve på arbejdsmarkedet. Dér er det bare kunderne, der står og peger fingre og stiller spørgsmål – og ikke blot en nysgerrig tilskuer.
DM i Skills afholdes 26.-28. januar i Gigantium i Aalborg, hvor der forventes over 60.000 gæster til arrangementet. I løbet af de 3 dage har unge uddannelsessøgende og andre nysgerrige mulighed for at opleve Danmarks dygtigste erhvervsskoleelever konkurrere og samtidig høre mere om uddannelserne.
De deltagende elever kæmper hver især om titlen som Danmarksmester. For nogens vedkommende også om en plads på det danske landshold.Landsholdet skal konkurrere ved verdensmesterskaberne i WorldSkills, der i 2017 afholdes i Abu Dhabi, i de Forenede Arabiske Emirater.
Deltagerne fra EUC Sjælland er:
- Struktørelev, Alexander Juhlin Jensen fra Næstved. Lærling hos C. C. Brun Entreprise A/S, Herlufmagle.
- Struktørelev, Mille Christine Eriksen fra Næstved. Lærling hos Per Aarsleff A/S, Hvidovre afd.
- VVS-energielev, Mikkel Steen Andersen fra Bjæverskov. Lærling hos Rousing VVS A/S, Køge.
- Murerelev, Martin Blom Guttorm Jensen fra Køge. Lærling hos Murermester Jimmy Jacobsen ApS, Køge.
- Frisørelev, Cecilia Katrin Winther fra Nykøbing Sjælland. Elev hos Sans Hårdesign, Nykøbing Sjælland.
- Frisørelev, Julie Lund Hesteng fra Herlufmagle. Elev hos Stender, Slagelse.
Fakta
- DM i Skills er danmarksmesterskaberne for erhvervsuddannelser.
- I 2017 foregår DM i Skills i Gigantium i Aalborg 26.-28. januar.
- DM i Skills blev afholdt for første gang i 2011 og skal i 2019 afholdes i Næstved.
- Deltagerne er unge, der alle er i gang med en erhvervsuddannelse.
- Der er ca. 300 tilmeldte til konkurrencerne, fordelt på 40 konkurrerende fag.
- Fra EUC Sjælland er følgende fag repræsenteret: Struktør, frisør, VVS-energi og murer.
Kommentarer