Næstved By

EUC Sjælland har danmarks dygtigste bygningsstruktører

Mille Christine Eriksen fra Per Aarsleff A/S og Alexander Juhlin Jensen fra C C Brun Entreprise A/S, sammen med undervisningsminister Merete Riisager. Foto EUC Sjælland.

Det var to lærlinge fra EUC Sjælland i Næstved, der lørdag eftermiddag blev kåret som danmarks bedste bygningsstruktører ved DM i Skills 2017.

Mille Christine Eriksen fra Per Aarsleff A/S og Alexander Juhlin Jensen fra C C Brun Entreprise A/S, har i tre dage gået op og ned af hinanden fra solen stod op, til den for længst var borte igen. Konkurrencen og den efterfølgende præmieoverrækkelse fandt sted i Gigantium i Aalborg, hvor undervisningsminister Merete Riisager, for øjnene af 3000 tilskuere overrakte trofæ og diplomer.

22 timer har makkerparret fra Næstved haft til at lave et bro-dæk. Det tidskrævende arbejde bestod af først at opbygge en forskalling til betonen. Dernæst at klippe, bukke og binde armeringsjernet for efterfølgende at støbe formen. Lørdag formiddag blev forskallingen fjernet og tilskuere havde mulighed for at se de færdige opgaver inden fagspecialister bedømte opgaverne.

Samarbejdet mellem Alexander og Mille opstod, da de i optakten til de regionale mesterskaber i efteråret mødtes for første gang. Dengang opdagede de, at de hver især havde nogle spidskompetencer, som kunne forenes. Netop spidskompetencer blev sat i spil, da Alexander har sine styrker i opbygningen af forskallingen, mens Mille er har sine forcer i armeringen. Ved regionsmesterskaberne løb parret med sejren – og det gjorde de også idag!

Opgaven skulle løses mens tilskuere kunne stå og betragte deres arbejde. Et intenst forløb, som både var hårdt for hovedet og for kroppen. Heldigvis var der god opbakning fra faglærer Steffen Halberg fra EUC Sjælland, som har trænet holdet op til danmarksmesterskaberne. Lørdag var forældre, kærester og repræsentanter fra firmaerne mødt op, for at se de færdige opgaver og overvære præmieoverrækkelsen.

EUC Sjælland havde i alt 6 deltagere med ved DM i Skills 2017. Bygningsstruktørerne blev de eneste vindere, men flisemureren Martin Blom Guttorm Jensen modtog Branchearbejdsmiljørådet for bygge & anlæg´s arbejdsmiljøpris for at have opretholdt et godt arbejdsmiljø igennem konkurrencen

Fakta om DM i Skills:
• Ideen til Skills opstod i Spanien i 1950. Grunden var, at for få unge ville være håndværkere og det udviklede sig til World Skills International.
• Første gang at Danmark deltog i World Skills International var i 1998.
• SkillsDenmark er en non-profit organisation, som er bag DM i Skills. De støttes af Undervisningsministeriet, arbejdsmarkedets parter, virksomheder og fonde.
• I alt mødte 54.971 gæster op ved DM i Skills 2017.

Kommentarer