EUC-elever bygger bro med ispinde
En ispind kan bære mere end man tror, og sætter man nok af dem sammen på den rigtige måde, så kan det bære både sig selv og adskillige ekstra kilo. Det kunne 150 elever på grundforløb 1 på EUC Sjælland i Næstved og Køge konstatere ved selvsyn, da de afsluttede deres introforløb med en gruppekonkurrence om at bygge en bro med ispinde.
Eneste hjælpemidler var en tommestok, lim, papir, blyanter og 2000 ispinde pr. gruppe. Grupperne var sammensat på tværs af hold.
– Sammentømring mellem holdene er et kodeord, og ud over en praktisk opgaveløsning lærer eleverne rigtigt meget om teamwork, forklarer faglærer Martin Jørgensen.
Hver gruppe fik to dage til at levere en bro med så høj bæredygtighed som muligt. Sidstnævnte målt ved at stable mursten på.
Foruden byggearbejdet skulle hver gruppe undervejs sikre sig dokumentation af arbejdsprocessen med skitser og levere film eller billeder til en afsluttende fremlæggelse.
Kommentarer