Næstved By

EU-debatmøde på Hårslev Efterskole

Tirsdag den 10. oktober afholder Hårslev Efterskole ved Næstved et åbent debatmøde om EUs fremtid. Efterskolen ønsker i samarbejde med Oplysningsforbundet DEO og Frirummet at skabe debat om EU-samarbejdets fremtid. Udgangspunkt er Europa-Kommissionens Hvidbog, der blev præsenteret i foråret og som angiver mulige retninger for Europas fremtid med fem scenarier for unionens udvikling.

Hårslev Efterskole sætter fokus på disse fem scenarier for EUs fremtid med en særlig debatform, som kaldes Frirummet. Det er folketingsmedlemmerne Christian Poll og Christian Juhl fra henholdsvis Alternativet og Enhedslisten, som kommer og deltager i frirumsdebatten.

Debatten består af tre runder. I den første runde trækkes fronterne op, så vi tydeligt kan se, hvori konflikten består, og hvad der er uenighed om. I den anden runde skal der reflekteres, tvivles og lyttes, og så skal debattørerne desuden forsøge at finde ud af, hvad de har tilfældes. I tredje runde skal både debattører og deltagere i fællesskab forsøge at finde frem til initiativer og løsninger, store som små, der kan bringe os videre.

Debatarrangementet følger efter en hel dags rollespil, hvor efterskolens elever i rollerne som EU’s medlemslande og magtfulde interessenter har skullet forholde sig til store europæiske dilemmaer vedrørende finanspagten, flygtningesituationen og EUs fremtid, som medlemslandene skal forsøge at nå til enighed om.

Alle interesserede er velkomne til at møde op og tage del i debatten. Der er fri entre, og der vil blive serveret kaffe og kage i løbet af aftenen. Hårslev Efterskoles forstander Rasmus Biørn byder velkommen kl. 18.30, og Jakob Clausager Jensen, der er konsulent for internationale aktiviteter i Efterskoleforeningen, er aftenens ordstyrer.

Kommentarer