Et stille døgn i politikredsen
Det seneste døgn har været et stille et af slagsen i politikredsen.
Om det skyldes vinterferie, velstand eller hvad, skal vi lade være usagt, men det er ret bemærkelsesværdigt, at politiet ikke har modtaget nogen anmeldelser om indbrud i privat beboelse, ingen anmeldelser om vold, og der er kun standset en enkelt narkopåvirket bilist.
Det er nok for tidligt ligefrem at tale om et nybrud i kriminalitetsbilledet, men vi har lov at håbe, de positive tendenser bider sig fast.
Dog blev politiet kaldt til Ringstedgade, hvor en tyv havde klippet wiren over til en stribe cykler, der var udstillet foran en forretning, og derefter stak han af fra stedet med en elcykel.
Vidner beskrev tyven, og kort efter så et par politibetjente en mand, der passede til beskrivelsen på Dania.
Det var en 42-årig mand fra Vordingborg, og han blev sigtet for cykeltyveriet.
Cyklen, der er en Centurion Zero herrecykel, blev imidlertid ikke fundet.
Kommentarer