Næstved By

Et lille uddrag fra weekendens døgnrapporter

Sigtet for at stjæle pantflasker

Et vidne bemærkede lørdag aften, at tre personer slap afsted med at stjæle en stor pose med pantflasker fra lageret i et supermarked i Næstved.
Vidnet kunne fortælle politiet, at de tre tyve havde stoppet flaskerne ind i en bil og var kørt videre til en anden dagligvarebutik.
Her traf politiet dem. Det var en 27-årig mand fra Rønnede, en 27-årig mand fra Næstved og en 16-årig pige fra Næstved, der alle blev sigtet for tyveri.
Den ene 27-årig mand og den 16-årige pige blev anholdt klokken 20.19 og taget med til afhøring på politistationen i Næstved. De blev begge løsladt efter afhøring, og de sociale myndigheder er underrettet om anholdelsen af den 16-årige pige.

20-årig sigtet for vold

Søndagen var et kvarters tid gammel, da en politipatrulje kørte gennem midtbyen i Næstved.
I Nygade så betjentene, at der var noget tumult, og det viste sig, at to kvinder på 20 og 21 år havde været oppe at diskutere med en 20-årig mand fra Næstved, som havde slået den 21-årige kvinde i ansigtet.
Den 20-årige blev anholdt klokken 0.25 og sigtet for vold.
Han blev taget med til politistationen i Næstved, hvor han blev afhørt, inden han blev løsladt igen klokken 3.38.

Fanget med tyvekosterne på sig

En vaks borger ringede søndag aften klokken 22.09 til politiet, da hun mente, at der gik nogen rundt inde i en forretning på Ejlersvej i Næstved.
Mens hun talte med alarmcentralen, så hun, at der kravlede en mand ud af vinduet i baggården.
Kort efter kom en politipatrulje til stedet, og der gik ikke længe, før betjentene havde fat i en mand, der svarede til signalementet.
Han havde i øvrigt stadig tyvekosterne på sig.
Derfor blev han anholdt og sigtet for indbrud.
Det drejer sig om en 48-årig mand fra Næstved.
Det overvejes i øjeblikket, om den anholdte skal fremstilles i grundlovsforhør.

 

Kommentarer