Et kasseeftersyn
I et læserbrev d.10.oktober i Sjællandske hiver T.Palmskov (DF) en suppesten op af suppestensgryden: Skatteforhøjelsesforslaget fra Enhedslisten, SF og Radikale. Et stort flertal i byrådet stemte imidlertid på et byrådsmøde for nylig skatteforhøjelsesforslaget ned. Og så er den potte jo ude af verden.
Godt, så må vi jo finde andre måder at få genskabt et sundt velfærdsniveau på. Det bliver ikke nemt, for det er altid sværere at bygge op end at rive ned. Og mon ikke målet i første omgang blot er at nå tidligere tiders velfærdsniveau- altså det niveau, man havde, før man begyndte at barbere den sunde velfærd for at fylde kommunekassen op.
Så det er vist ikke alene RV, Enhedslisten og SF, der skal smøge ærmerne op og komme i arbejdstøjet.
Jeg har tidligere set T.Palmskov (DF) argumentere for at bruge af kommunekassen for at øge kernevelfærden! Før byrådet begynder på det, ville det måske være ganske passende at få lavet et forståeligt og gennemskueligt ”kasseeftersyn” af økonomien i alle kommunale og halvkommunale virksomheder (forsyninger og Næstved havn, m.fl. ) – hvad har vi af midler, menneskelige ressourcer i form af penge, medarbejdere, kommunale bygninger og grunde, o.s.v.- så vi har et reelt udgangspunkt at handle ud fra.
Jeg tror næppe, at jeg er den eneste, der har svært ved at gennemskue, hvor vi i virkeligheden er i Næstved Kommune. Ikke mindst når man i det budgetforlig, der formodentlig blev vedtaget i byrådsmødet den 10. oktober, pludselig ser en indkomstpost på 6 mio i 2018 og tilsvarende de næste tre år også 6 mio kroner beskrevet som overskud på vejafvandingsbidraget. Den indkomstmulighed har jeg faktisk aldrig set før. Er den pludselig opstået eller …?
Ja, der er nok af interessante ting, som kan komme for dagen ved et ”kasseeftersyn”.
Og sådan et sådant ”kasseeftersyn” foreslår RV bliver lavet januar 2018.
Med venlig hilsen
Klaus Eusebius Jakobsen
Kandidat til byrådet for RV
Kommentarer