Erindringscafé i arkivet
Onsdag den 21. marts fra kl. 10.00-12.00 starter en lokalhistorisk skrivegruppe hos Næstved Arkiverne i Jernbanegade. Her skal deltaerne tale om livshistorien og om, hvordan man kan komme i gang med at skrive. Det er Næstved Arkiverne og Næstved Bibliotek, som står bag Erindringscaféen.
I hele 2017 har NæstvedArkiverne i samarbejde med DR, Nationalmuseet og Slots- og Kulturstyrelsen ydet en stor indsats for at indsamle borgernes erindringer. Næstved Arkiverne har valgt at forlænge indsamlingen, så der kan komme mange flere gode lokalhistoriske erindringer i arkiverne. Og for at sætte skub i de lokale skriverier har arkivet indgået et samarbejde med bibliotekar Vibeke Sølling fra Næstved Bibliotek og Borgerservice, som siden 2011 har stået for bibliotekets workshops i livshistorieskrivning.
Inspiration til at komme i gang
– Det kan være svært at vide, hvor du skal begynde, og hvordan får du skrevet noget ned? Det er noget af det, som Erindringscaféen tager fat i, fortæller Vibeke Sølling, som sammen med assistent Berith Torndahl Larsen fra Næstved Arkiverne står bag det nye initiativ.
Det kan være, at du har lyst til at skrive om din opvækst, skolegang, dit arbejdsliv eller noget helt andet, du har oplevet i Næstved eller omegn. Du behøver dog ikke at være født og opvokset i kommunen, men har måske boet eller arbejdet her i mange år.
– Vi starter med at fortælle om os selv for få taget hul på det, der er interessant. Vi skal bl.a. se på billeder og ting fra “gamle” dage og måske høre musik for at få gang i minderne. Af praktiske årsager inddeler vi livshistorien i barndom, ungdom, voksenliv og alderdom (nutiden). Vi skriver fra gang til gang og læser højt for hinanden, når vi mødes, udtaler Vibeke Sølling, som også deltager i skriverierne. Gruppen mødes en gang om måneden.
Sammen fortæller vi historie – må vi få din?
Vibeke Sølling har gode erfaringer med konceptet. – Det giver et godt sammenhold og masser af inspiration at høre, hvad de andre har skrevet. Erindringscaféen er for alle, som har lyst til at tage fat på livshistorien sammen med andre og finde noget positivt frem. Måske er du i gang med at skrive, men har lyst til at mødes med andre og blive del af et netværk. Det er en fordel at kunne bruge en computer samt have en mailadresse, men ikke et must.
Det er gratis at deltage.
Kommentarer