Erhverv

Erhvervslivets nytårskur 2026: Energi, udsyn og inspiration

Foto: Pixabay/Jacqueline Macou.

Næstveds erhvervsliv samles til inspiration, netværk og fejring, når Næstved Erhverv og Næstved Erhvervsforening inviterer til Nytårskur i januar.

Næstveds erhvervsliv kan igen se frem til en festlig, faglig og fællesskabende start på det nye år, når Næstved Erhvervsforening og Næstved Erhverv inviterer erhvervslivet til den årlige Nytårskur i Ny Ridehus – Grønnegades Kaserne Kulturcenter onsdag 21. januar.

Nytårskuren er blevet et af årets vigtigste samlingspunkter for lokale virksomheder, iværksættere, samarbejdspartnere og beslutningstagere. Det nye år bliver ikke bare markeret – det bliver sat i gang med energi, udsyn og inspiration, lyder det i en pressemeddelelse.

Nyt koncept – mere netværk, inspiration og lokale historier

I år udvides programmet med endnu mere tid til netværk og dialog.

– Kom og få en god snak med dem, du kender, og dem du endnu ikke kender, men måske burde kende, lyder opfordringen.

Som noget helt nyt får en række lokale, innovative virksomheder ordet fra scenen, hvor de deler erfaringer, ambitioner – og deres bud på, hvorfor netop Næstved er et stærkt sted at drive virksomhed.

Det officielle program byder blandt andet på:

  • Velkomst og nytårstale ved kommunens nye borgmester
  • Uddeling af årets Iværksætterpris
  • Fejring af lokale talenter med legatuddeling til lærlinge fra EUC

Der serveres champagne, kransekage og lækker fingermad – og arrangørerne garanterer god stemning.

Arrangementet finder sted onsdag den 21. januar klokken 15 til 18. Deltagelse er gratis – men kræver tilmelding senest den 16. januar 2026, og det kan ske på dette link.

 

Kommentarer