Næstved By

Erhvervsakademi Sjælland i Næstved overtager FabLab

FabLab Danmark, der har til huse på Maglemølle i Næstved i det såkaldte fabhouse, er fra årsskiftet blevet overdraget fra Væksthus Sjælland til Erhvervsakademi Sjællands afdeling i Næstved. Formålet er at styrke og løfte aktiviteterne til et endnu højere niveau.

Væksthus Sjælland startede for syv år siden det første FabLab i Danmark med en placering i Næstved. Få år senere blev det højteknologiske prototypeværksted udbygget med verdens første mobile FabLab. Med indgangen til 2018 flytter aktiviteterne ind fast hos Erhvervsakademi Sjælland i Næstved.

– I 2012 var FabLab helt nyt i Danmark, og ingen havde for alvor taget konceptet til sig. Vi syntes dengang og i dag, at det var et koncept med et kæmpe potentiale. Og derfor kastede vi os ind i kampen, og står i dag med et veldrevet FabLab med masser af kompetencer og en stor kontaktflade, udtaler direktør i Væksthus Sjælland Mads Váczy Kragh.

Succesfuldt FabLab

FabLab Danmark er over de seneste år vokset fra én medarbejder til tre fuldtidsmedarbejdere, som på daglig basis hjælper iværksættere, opfindere, virksomheder og studerende med at udnytte mulighederne i teknologier, som fx laserskærere og 3D-printere.

– I dag er FabLab Danmark en succes. Bevægelsen har bredt sig ud over landet, hvor flere større byer har et FabLab. Men succes betyder ikke, vi er de rigtige ejere for altid. For os er det vigtigste, at det skaber mest muligt vækst. Og derfor overdrager vi nu aktiviteterne til Erhvervsakademiet, fordi vi mener, at de kan løfte det endnu bedre end os, udtaler Mads Váczy Kragh.

Det skal gøre en forskel

– Væksthuset er til for at gøre en forskel for erhvervslivet i Region Sjælland. Derfor gik vi ind i arbejdet med FabLab, og det har vi fx også gjort med investeringsfonden Finance Zealand og Vækstfabrikkerne. Men det er ikke ensbetydende med, at vi skal drive det for altid. Med FabLab er det for os indlysende, at Erhvervsakademi Sjælland kan løfte det til et helt nyt niveau, udtaler Væksthusets direktør.

Rektor Ulla Skaarup er rigtig glad for at få aktiviteterne ind i Erhvervsakademi Sjælland.

– Vi vil over de næste år se virtual prototyping, laserskærere og 3D-printere fylde meget mere i virksomheder og på institutioner. Og her skal vores studerende være foran. Det FabLab, vi overtager, er et af det mest erfarne i Danmark, så vi kommer til at være i gang fra dag ét. Vi står over for en rigtig spændende satsning og udvikling de næste år, fortæller rektor Ulla Skaarup fra Erhvervsakademi Sjælland.

Med FabLab følger en større højteknologisk maskinpark plus tre specialiserede medarbejdere.

– Vi glæder os til fortsat at bruge FabLab i den nye ramme. Så for os er det ikke farvel til FabLab, men på gensyn. I dag taler alle om digitalisering og ny teknologi. Det gjorde man ikke i 2012, hvor 3D-print var både dyrt og meget fremmed. Vi tror, at potentialet er større, end vi kan forestille os. Det kommer Erhvervsakademiet til at løfte fantastisk, og vi kommer stadig til at være med til at udbrede FabLab til gavn for væksten, slutter Mads Váczy Kragh.

Kommentarer