Næstved By

Enighed i oppositionen

Sex uden samtykke skal juridisk være en voldtægt.

Skrevet af John Wennerwald, Regions- og byrådsmedlem for Socialdemokratiet

Sådan lyder et forslag der støttes af Enhedslisten, SF, Socialdemokratiet, de Radikale og Alternativet. Forslaget skal behandles af Folketinget den 13. november 2018.

Som jeg tidligere har skrevet, mener jeg, det er voldtægt, hvis den ene part ikke ønsker sex og f.eks. græder under akten.

Bliver forslaget til lov, vil det konkret betyde, at anklagemyndigheden skal bevise, at der ikke har været et samtykke mellem parterne inden sex. I modsætning til i dag, hvor anklagemyndigheden skal bevise, at der f.eks. har været tvang eller vold i handlingen.

Den grundlæggende fordel ved samtykkelovgivning er, at ansvaret ikke kun ligger hos offeret. Når ansvaret ligger hos begge parter, vil der med stor sandsynlighed blive anmeldt flere voldtægter. I dag er der desværre et stort misforhold mellem antallet af voldtægter, anmeldelser og domme for voldtægter.

Det er vigtigt at understrege, at der ikke er tale om omvendt bevisbyrde. Anklagemyndigheden skal naturligvis stadig løfte bevisbyrden.

Hvis forslaget vedtages, bliver den 13. november en god dag for kommende voldtægtsofre.

Kommentarer