Næstved By

Engelsk iværksætter inspirerer unge til at udleve iværksætterdrømmen

Næstved: Iværksætterdrømmen lever i mange, men hvad skal der til for at klare sig som iværksætter? Det fortalte engelske serieiværksætter Arjun Sondhi om til HHX- og HTX-eleverne på ZBC.

Det er et stort skridt at springe ud som iværksætter. Især hvis man stadig er ung. Men hvis man har gåpåmodet og viljen kan man nå langt med sin ide, selvom man ikke har mange års erfaring. Arjun Sondhi er 25 år gammel og har allerede flere iværksættereventyr bag sig. Han var i denne uge på besøg hos ZBC for at fortælle sin historie og måske inspirere nogle til selv at prøve iværksætterdrømmen af.

Arjun holdte foredrag for ZBC’s HHX- og HTX-elever i både Ringsted, Næstved og Vordingborg, hvor eleverne ikke bare hørte hans egen historie, men også blev udfordret til selv at tænke i iværksætter-baner. Ifølge Arjun er det vigtigste, at man finder noget, som man virkelig er passioneret omkring og får det til at passe ind i de behov, der er på markedet.

Fremtidens forretninger er digitale

Arjuns nuværende projekt består af en app, hvor man lærer og videndeler om iværksætteri. Han ser den digitale verden som en meget vigtig brik, hvis man vil have succes i fremtiden.

Denne tendens imødekommes i høj grad på ZBC. Både Teknisk Gymnasium og Merkantilt Gymnasium har helt overordnet et digitalt fokus. Og efter sommerferien kommer en helt ny HHX-linje, hvor digitale medier er i centrum – Digital Medie Design. Denne nye linje gør de unge klar til en fremtid, hvor digitale medier kun bliver vigtigere at kunne administrere og tænke forretningskoncepter inden for.

– Verden bliver mere og mere digital og det gælder også for fremtidens erhvervsliv. Digitale medier er allerede en helt igennem integreret del af hverdagen, så hvorfor ikke få en studentereksamen i det? Digital Medie Design imødekommer den udvikling, der allerede er i fuld gang, og gennem denne HHX-linje får man en mulighed for at lære om fremtidens trends og digitale forretningskoncepter, siger rektor på ZBC i Næstved Peder Pedersen.

Med en teknisk eller merkantil studentereksamen fra ZBC kan de unge gå mange veje, men iværksætteri er der mange, der finder attraktivt, og det vil ZBC gerne støtte op om. Iværksættere vil der i hvert fald altid være brug for.

Kommentarer