Energinets begrundelser for placering af kompressorstation
Projektleder i Energinet, Sofie Leweson, svarer i dette debatindlæg på spørgsmål fra bekymrede borgere i forbindelse med den planlagte gasledning, der efter planen skal gå gennnem Næstved Kommune.
Skrevet af Sofie Leweson
I flere artikler i pressen er det fremgået, at der skulle være sammenhæng mellem Stevns Kommunes modstand mod at huse en kompressorstation og Energinets forslag om at placere kompressorstationen i Næstved Kommune.
Der er ingen sammenhæng mellem de to ting. En kompressorstation i Stevns var fra start Energinets mindst ønskelige alternativ, da det ville kræve en længere gasledning end ved de andre alternativer og dermed i udgangspunktet også ville være den dyreste løsning. Af referatet fra et møde i august 2017 mellem Energinet og Stevns Kommune fremgår da også, at en placering i Stevns ikke har høj prioritet. Det fremgik også, at kommunen ikke ville blive berørt, hvis gasrøret over Østersøen ikke blev ført i land ved Rødvig.
Ilandføring ved Rødvig viste sig som ventet ikke at give særlige fordele og er derfor helt naturligt udgået af planlægningen. Energinet konkluderede på baggrund af de indledende undersøgelser, at placeringen ved E47-motorvejen i Næstved Kommune er den mest skånsomme, samtidig med at den ud fra en teknisk og økonomisk synsvinkel er velegnet.
Derfor har vi valgt ikke at gå ud med andre alternativer i vores idéoplæg. Det er også ud fra et ønske om ikke at gøre unødvendigt mange naboer og lodsejere urolige. Det er i øvrigt også grunden til, at vi i forbindelse med vores møder med Næstved Kommune og i øvrigt også med alle de andre kommuner, der kan blive berørt af projektet, bad om, at kommunerne ikke offentliggjorde mødematerialet. Meget kunne nemlig ændre sig gennem indspil fra kommunerne og vores egne tekniske beregninger i perioden mellem møderne og starten på idéfasen.
Nu er vi i Energinet spændt på at se, hvilke forslag og bemærkninger der er kommet i forbindelse med den første høringsfase, som afsluttes den 22. januar 2018. Er der kommet andre forslag til linjeføringer og placering af kompressorstationen, er det i sidste ende Miljøstyrelsen, der vurderer, om ændringsforslagene skal indgå i den miljøvurdering, som senere på året vil komme ud i en 8 ugers høring.
Kommentarer