Når lyset tændes, befinder vi os i et hvidt hjem. Lejligheden er rolig og ordentlig. Smuk, klassisk klavermusik spiller og en kvinde træder frem – Katarina. Hun er klædt i silke og hendes ansigt er dækket af en ansigtsmaske. Kvinden knæler på en hvid pude. Foran hende er et postkort, en flaske gin og et halvfyldt glas. Musikken skifter pludseligt til hård basrytme, fodtrin høres og kvinden afslører sit ansigt. Døren til elevatoren åbnes og ud træder hendes ægtemand, Frank, og med sig har han urnen med sin døde mors aske.Læs mere her.