Navnenyt

Elsket socialpædagog går på pension – “klappes ud” med en fest

Socialpædagog Anne Blak går på pension. Hun fejres ved en afskedsfest den 30. september. Privatfoto (beskåret)

Det er ikke en hvilken helst person, der efter 41 år som pædagog i Næstved går på pension den 30. september.

Skrevet af: May-Britt Bay Hansen.

I serien Demenskoret på DR1 med Puk Elgård og korleder Claus Christensen blev det tydeligt, hvordan mennesker blomstrer op med de rette rammer, trygge relationer og et stærkt fællesskab, og rørende var ikke mindst de pårørendes stolthed, når de så deres kære forvandle sig foran deres øjne til glade og stolte mennesker over det, de formåede.

Hvad de færreste ved er, at Næstved Kommune på handicapområdet i 41 år har haft deres egen Puk Elgård og Claus Christensen i en person, nemlig i socialpædagog Anne Blak.

Anne har i de sidste 21 år fokuseret på at opbygge, udvikle og været den samlende trygge person i Klub Næstved, et helt unikt fritidstilbud for udviklingshandicappede, som ikke findes magen til i hele Danmark.

Med et usædvanligt fagligt mod har hun været med til at skabe nogle rammer, hvor udviklingshandicappede selv bestemmer, men hvor det samtidig er okay at bede om hjælp og råd. At turde give beslutningsretten til de mennesker, det rent faktisk handler om, men med et solidt sikkerhedsnet, det er pædagogisk kunst på højeste niveau.

Anne har været med til at sætte fokus på, at der er andre måder at lave pædagogisk arbejde på end den traditionelle, nemlig pædagogik i en mere smidig form som ikke kun passer til systemet men en pædagogik som passer til dem som skal bruge systemet for at få et godt liv, nemlig de udviklingshandicappede.

Et af de mange aftryk hun efterlader i Klub Næstved er, at gode trygge relationer over tid skal der til, hvis man skal lave udviklende pædagogisk arbejde. At kende mennesker godt, kende deres baggrund, reaktionsmønstre og kompetencer tager flere år, så hun er varm fortaler for at lange professionelle relationer, og deler ikke bekymringen for at overse udviklingsmuligheder hvis man er i en længerevarende relation. Hun har en overbevisning om at man hverken bliver blind eller døv af at kende folk i lang tid, for så ville de fleste mennesker gå rundt og være både blinde og døve.

Hun har udviklet og udviklet gennem alle arbejdsår, både i mod og medvind til gavn for de mennesker hun har været i kontakt med, altid med et blik for den enkelte, for udvikling, fællesskabet, tryghed og for hvordan relationer styrker dette.

Anne du har været en fantastisk kollega, faglig udfordrende, omsorgsfuld, samlende, rolig, du har humor, er bund reel og ordentlig, du er nærværende, har en høj faglighed og et udviklingsblik ud over det sædvanlige.

Stor, stor tak fra Klub Næstved for dit store engagement i at udvikle dette unikke fritidstilbud, og vi lover at passe godt på de pædagogiske værdier.

Vi ønsker dig alt godt med den nye pensionisttilværelse, og selvfølgelig skal du ”klappes ud” med en fest i bedste Klub Næstved-stil.

Klub Næstved holder afskedsfest for Anne Blak på Valnæsvej 12 mandag den 30. september klokken 14.00.

Dette er en lokalnyhed indsendt af May-Britt Bay Hansen. Du kan også indsende nyheder under INDSEND NYHED i topmenu. 

 

Kommentarer