Næstved By

Elever fra Sjølundskolen hjælper med fiskevelfærd

Der er godt nyt til Ellebækkens ørredyngel. Tirsdag den 9. maj hjælper skoleelever fra Sjølundskolen nemlig kommunens åmænd og frivillige fra foreningen Grusbanden med at lægge sten og grus ud i bækken, så småfisk har større chance for at overleve.

Baggrunden for de nye stenvuggestuer er, at der netop er udgravet en ny klimasø ved Ellebækken, lige nordøst for Næstved By. Afløbet fra denne sø leverer vand til Ellebækken, og bækken er nu på en længere strækning lagt tilbage i naturlige åslyngninger. Nu ligger det nøgne vandløb og savner sten og grus på vandløbsbunden – sten som vil give mere variation og skjulesteder til glæde for bækkens vandløbsdyr og ørredbestand.

Eleverne er om formiddagen blevet undervist i vandløbsbiologi på skolen af naturvejleder og kommunens biologer. Til stenudlægningen vil de få hjælp fra Fishing Zealands grusbande, som er frivillige borgere, der har speciel interesse fiskevelfærd i vandløb på Sjælland.

Interesserede kan dukke op på Stenlængegårdsvej kl. 11.00, ved rundkørslen på den nye omfartsvej.

Senere på året skal vandløbet også på frivillig basis forsynes med gydegrus, så ørrederne kan gyde der til vinter.

Kommentarer