Næstved By

Elever dyster om de bedste løsninger

Sidste år vandt 3.c fra ZBC i kategorien Ungdomsuddannelser med et ungt og sidenhen meget værdiskabende bud på, hvordan Sydsjællands- og Lolland Falsters politi kunne skabe større interesse for jobbet som politibetjent i deres lokalområde.

Elever fra ungdomsuddannelser og folkeskoler dyster om at finde de bedste løsninger på lokale virksomhedsudfordringer.

130 elever fra 7. – 9. klasse og hele 2. årgang på HHX fra Næstved Handelsgymnasium konkurrerer om bedste løsning på otte udfordringer stillet af lokale virksomheder, når de mødes i finalen i Projekt Virksomhedsudfordringer den 16. november 2018.

Uge 46 er Danmarks Vækst- og Iværksætteruge og international Global Entrepreneurship Week. I Næstved Kommune markeres ugen ved et samarbejde mellem folkeskoler, ungdomsuddannelser og virksomheder, hvor eleverne udfordres til at komme med kreative og innovative svar på aktuelle udfordringer hos lokale virksomheder.

Desuden rejser tolv grupper elever fra 6. og 7. klasse til landsfinale i den landsdækkende opfinderkonkurrence Edison, som afvikles på Danish Entrepreneurship Award i Fredericia den 15. november.

I projekt Virksomheder skal eleverne løse lokale virksomheders aktuelle og reelle udfordringer. Ved at arbejde innovativt med konkrete udfordringer bliver de unge klædt godt på til deres fremtidige uddannelses- og arbejdsliv. De får værktøjer til og indsigt i at arbejde innovativt, og det er målet, at elevernes idéer kan omsættes til konkrete produkter eller processer til værdi for de deltagende virksomheder. Virksomhederne mødes med hver deres klasse til en indledende rammesætning og uddybning af udfordringen og herefter har eleverne frie tøjler til at finde spændende løsninger. I finalen præsenterer hver klasse deres bedste løsning. Forinden har de fremlagt alle deres løsninger for virksomheden.

– Både dommerne og jeg er spændte på at se og høre alle elevernes præsentationer. Der plejer at være gennemarbejdede løsninger, som viser stor forståelse for virksomheden, udfordringen og målgruppen og som kan realiseres. I Projekt Virksomheder bringes skolens fag i spil i løsningen af virkelige udfordringer. Det er der god læring i. Projektet træner eleverne i at se muligheder og løse udfordringer i tæt samspil med deres omverden, og det er kompetencer, der er brug for i fremtiden, lyder det fra Anne Bach Nielsen, som er pædagogisk konsulent i Næstved Kommune.

Finalen i Projekt Virksomhedsudfordringer arrangeres af Center for Dagtilbud og Skole og Næstved Handelsgymnasium og finder sted på ZBC i Næstved den 16. november 2018 kl. 9.00-12.30. Alle er velkomne.

Fakta
I alt 130 elever fra folkeskolerne, 170 elever fra Næstved Handelsgymnasium samt 14 elever fra Herlufsholm Skole og Gods deltager i dette års Projekt Virksomhedsudfordringer.

Følgende virksomheder har stillet udfordringer:
Kaoz, Nordisk Film Biografer, Engbork, Smålandshavet, Team Integration (Næstved Kommune), Bagels to go, Kongebryg, Ardagh Glass A/S, Næstved Museum, Team Byg, Miljø og Affald i Næstved Kommune, De Hvide Svaner Camping, Næstved Cityforening og Remisen Næstved.

Kommentarer