Eksamensbeviser, legater og udmærkelser til HHX-studenter
Lørdag formiddag kunne 190 HHX-studenter fra ZBC i Næstved sætte det sidste punktum, da de fik overrakt deres eksamensbeviser og kunne fortsætte festlighederne med studenterkørsel rundt til alle de stolte forældre.
På trods af, at den danske sommer ikke viste sig fra den bedste side, strålede de dygtige studenter, da der blev afholdt dimission på ZBC i Næstved. Skolen var fyldt op af de stolte familiemedlemmer, der kunne se til, mens eleverne fik flotte ord med på vejen af rektor Peder Pedersen og overrakt deres eksamensbeviser som det sidste punktum for deres tid på ZBC.
Fremtiden venter
Nu venter fremtiden, hvor de unge mennesker har alverdens muligheder liggende foran sig. Nogen skal til udlandet og arbejde, nogen skal læse videre, og andre tager en pause fra skolebænken og skal ud og udforske sig selv og verden. Fælles for dem alle er, at nu starter sommerferien efter en lang eksamensperiode, og inden da skal studenterhuen fejres med maner.
Legatmodtagere og udmærkelser
Nogle af eleverne havde fortjent en særlig udmærkelse. Blandet andet blev Regitza Sancoeur anerkendt for at have 0 % i fravær, og Olivia Høj Fjälling Andersen, der også fik æren af at holde dimittendtalen grundet sit store engagement i skolens elevråd og mange arrangementer, fik desuden Sydbanks Studierejselegat på 10.000 kr. Der blev også uddelt andre flotte legater af Nordea, PwC og Spar Nord.
Legatmodtagerne var:
Nordea Fondens legat: Anders Galvit
Spar Nord: Mads Christensen
PwC: Christian Petersen (Årets højeste gennemsnit på 11,8)
Sydbanks Studierejselegat: Olivia Høj Fjälling Andersen
Dimissionen på ZBC sluttede af med, at eleverne kørte i flot pyntede vogne for at fejre deres studentereksamen, og de elever, der havde opnået karakteren 12 til den sidste eksamen, måtte traditionen tro løbe bag vognen det første stykke.
Kommentarer