Herlufmagle

EKKO Festival præsenterer dansk undergrundsmusik

Se billedserie

Skrevet af: Helle Hessner

EKKO Festival er en musikfestival startet i 2016 for dansk undergrundsmusik, og i år gentages succesen i Tybjerg Herred den 11.-12. og 13. august.

EKKO Festival er i år udvidet med to dage samt en ekstrascene, og arrangørerne glæder sig helt vildt til at få lyden af musik og glade mennesker til at give genlyd ud over Bakkerne.

Allerede fredag aften varmes op med Replika Unik og efterfølgende DJ. Lørdagens program byder på en bred vifte af livemusik inden for så forskellige genrer som pop, rock, punk, reggae, death metal, indie og 60’er-musik.
Søndag sluttes af med lækker jazz til morgenmaden, leveret af Thomas Agergaard & Cph. Jazztrio.

Ud over musikken er der, ligesom sidste år, alt hvad der hører sig til på EKKO Festival:

Teltplads, festivaltoiletter og svedhytte. Der vil være forskellige aktiviteter rundt om på festivalpladsen og der kan til meget rimelige priser købes mad og drikke, bl.a. vietnamesisk streetfood.

Festivalen, som er startet af to unge mænd, med rødder i lokalområdet samt deres familier og venner, er for alle, der kan lide at hygge sig til god musik. Så det er en rigtig god lejlighed til at lufte teltet, soveposen, vennerne og familien og få en festlig weekend på landet. Arrangørerne lægger vægt på, at festivalen er for alle aldersgrupper og at børn også er velkomne.

Fakta:
Adressen er Smedebakken 10, Tybjerglille, 4160 Herlufmagle.

Programmet kan findes på festivalens Facebookbegivenhed ’Ekko Festival – 2017’, på hjemmesiden ’www.vierfaedre.dk/ekko’ eller på ’www.maerknaestved.dk/oplevelser/kom-ekko-festival-tybjerg-herred/’.

Billetterne kan købes på ticketmaster.dk. En lørdagsbillet koster 165 kr., og en billet til hele weekenden koster 215 kr.
Ved indgangen koster lørdagsbillet 200 kr., og weekendbillet 250 kr.
Ved indgangen kan desuden købes fredagsbillet for 20 kr. og søndagsbillet for 50 kr. (søndag er børn 0-7 år gratis og børn 8-14 år halv pris)
Søndag kan man få morgenmaden med, for yderligere 30 kr.
Tilmelding til morgenbordet søndag skal ske ved at ringe eller sms’e til 40 54 62 45 eller 40 84 22 93

Dette er en lokalnyhed indsendt af Helle Hessner. Du kan også indsende nyheder under INDSEND NYHED i topmenu. 

Kommentarer