Efterårssæsonen er i gang i Næstved Firma Sport
Næstved Firma Sport er for alle – ikke bare for dem, der kommer fra en virksomhed, og alle kan tilmelde sig de mange forskellige motionstilbud via hjemmesiden, der som noget nyt også tager imod Mobile Pay.
Næstved Firma Sport har netop øget antallet af yogatimer til 4 timer om ugen, fortæller formanden for NFS, Lise Skovgård. Vi havde virkelig mange på venteliste i foråret, og det er jo ærgerligt, så nu har vi to timers Power Yoga og to timers Yoga for begyndere (Blid yoga) hver uge.
For mænd alene har Næstved Firma Sport Mandegymnastik – det er Bronzecirkel, som mange kender det fra deres soldatertid, og også Senior Badminton holdet er kun for mænd, mens Zumba er for begge køn. Mændene kommer bare ikke, griner formanden.
Så går det bedre med begge køn på Indoor Biking holdet, og selv på Aqua fitness holdet i varmtvandsbassinet er der nu to mænd – en fremgang på 100 % sammenlignet med forårssæsonen!
Næstved Firma Sport har også mange af de traditionelle motionsgrene på programmet som bordtennis, badminton, petanque og stavgang, og som noget helt nyt kommer der både Tæppecurling og familiebordtennis på programmet senere på sæsonen.
Kommentarer