Efter 3 års sygdom debuterer Mona Hvid som forfatter
Titlen på bogen er ”Skriv dit (voksne) barns bog – det er ikke for sent”
I foråret skrev Mona Hvid bogen om sin søns barndom, Jens er ganske vist 32 år nu. Det var en del af hendes arbejde med at komme tilbage til livet efter 3 svære år med sygdom.
Reaktionerne på bogen var: ”Det har jeg aldrig tænkt på” eller: ”Jeg vil elske at skrive Malenes bog!” og sætningerne blev efterfulgt af: ”Hvordan gjorde du?”
Mona Hvid var også meget famlende, da hun skrev Jens’ Bog. Da en livsbogsforfatter sagde, at han aldrig havde hørt om nogen, der havde skrevet deres voksne barns bog, gik hun i gang.
– Der var så meget glæde ved at skrive bogen om min søn. Da jeg først kom i gang, så væltede det frem med historier i min lille krøllede hjerne, og oplevelserne stod i kø for at blive fortalt. Der blev endnu mere myldertrafik, da kassen med billeder fra Jens’ barndom kom frem. Vi havde som så mange andre startet med et fotoalbum til ham – vi nåede kun til barnedåben, fortæller Mona Hvid.
Der er mange andre, der heller ikke nåede at skrive alle de sjove, kærlige, besværlige historier om deres børn, mens de var børn – derfor udgiver hun på VordingBOGmessen: ”Skriv dit (voksne) barns bog – det er ikke for sent.”
– Mit ønske med bogen er, at mange vil opleve det helt særlige ved at skrive om sit barns barndom. Det er slet ikke så svært, når du har en brugsanvisning til, hvordan du kan gå i gang. Bogen er en slags kogebog med alt det, du skal bruge: fra du overvejer at gøre det, om hvordan du kan tilrettelægge din skrivning, hvordan du beholder overblikket, men også om hvad du skal være meget opmærksom på, fortsætter Mona Hvid.
I bogen gennemgås også, hvordan du selv kan sætte bogen op: ”Det er ikke så svært, som du tror, når bare du har vejledningen” – og om hvordan man kan få bogen trykt som en rigtig bog til en meget billig penge på f.eks. BoD.dk.
Bogen kan også bruges af mormor, farfar, tante eller onkel, der vil skrive om et barn i familien.
Flere oplysninger på www.monahvid.dk
Bogudgivelsen fejres med et glas bobler i Den store Sal på VordingBOGmessen den 9. november kl. 15.15, hvor Mona Hvid vil fortælle om at skrive barnets bog – mens det er barn, eller når det er blevet voksen. Bogen kan allerede nu bestilles på Bod.dk eller i boghandlen.
Kommentarer