DSB erkender og undskylder forsinkelser
Næstved: Togene har i højere grad kørt til tiden på strækningen Roskilde over Køge til Næstved,end DSB har på andre af de sjællandske jernbanestrækninger.
Pendlerne mellem Ringsted og København, Kalundborg og København samt strækningen til og fra København og Lolland Falster har været præget af mange forsinkelser i 2016. Togene har i højere grad kørt til tiden på strækningen Roskilde over Køge til Næstved.
Informationschef hos DSB, Tony Bispeskov, erkender fuldstændigt, at driften af deres tog ikke har været tilfredsstillende, og at de ikke har levet op til målene om tog til tiden, skriver TV ØST.
– Man kan sige, at vi på hovedparten af vores strækninger ikke har levet op til vores krav om tog til tiden. De pendlere, der er tilmeldt rejsetidsgaranti vil få en rabat for forsinkelserne. Men vi har samme interesse som kunderne, og vi skal derfor beklage, at vi ikke har været bedre i 2016, siger han til TV ØST.
Samtidig ser han køreplanen for 2016 som en årsag til de mange forsinkede tog. Her mener han, at de har strammet for meget, og at de desuden har været ramt af grænsekontrollen og tekniske fejl på lokomotiver.
Derfor har DSB for køreplanen 2017 indlagt rejsetider, der er to til tre minutter længere på flere af strækningerne. Køreplanen træder i kraft 11. december.
Den eneste strækning, som ikke har oplevet store forsinkelser hver måned, er ruten Roskilde over Køge til Næstved. Grunden til dette skal findes i, at man på denne rute kører på egne skinner, hvilket ikke er tilfældet på de andre strækninger.
Tony Bispeskov er sikker på, at forsinkelserne bliver formindsket med køreplanen for 2017, og at situationen derfor snart bliver forbedret.
Kommentarer