Næstved By

Droner skal afsløre dræn

Landinspektører i Næstved vil afsløre dræn med avancerede droner

Med ny teknologi vil LE34 i Næstved spare sydsjællandske landmænd for tid samt øge markernes udbytte. Droner med multispektrale kameraer skal nu bruges til at afsløre, hvor drænrør ligger begravet.

 

Håndtegnede papirkort har været brugt til at finde nedgravede dræn, siden man for mere end 100 år siden begyndte at dræne de sydsjællandske marker. Ifølge vandløbsloven er det landmandens ansvar at vedligeholde drænrørene med jævne mellemrum, også hvis landmanden ikke ved, hvor de er. I tråd med teknologiens udvikling kan landinspektørfirmaet LE34 i Næstved nu bruge droner til at lokalisere drænrørenes placering under markens overflade.

 

Henrik Plenge Jensen, der er afdelingsleder hos LE34 i Næstved, oplever ofte, at landmænd må bruge lang tid på at lokalisere drænrør i markerne i forbindelse med eftersyn og vedligehold. Ved at overflyve markerne med droner udstyret med multispektrale kameraer er det dog muligt at kortlægge den præcise lokation på baggrund af refleksionen i afgrøden. Det skal foregå cirka tre uger før høst i et normalår, hvor kornet stadig mangler at optage noget vand, men næsten er modent.

 

30 procent øget udbytte

Anvendelsen af droneteknologi forventes at blive markant mere udbredt i landbruget i de kommende år. Også det multispektrale kamera, som måler områder af lysspektret, der vedrører plantens vækstbetingelser. Lyset afspejles forskelligt afhængigt af for eksempel vækststadium, stressniveau eller påvirkning fra plantesygdomme. Ved at analysere billederne kan LE34’s specialister identificere de karakteristiske drænlinjer i markfladen og derigennem fastlægge placeringen af drænrørene.

 

Med tilstrækkelig dræning kan markens udbytte blive øget med helt op til 30 procent alt efter afgrøden. Derfor kan det ifølge Henrik Plenge Jensen ofte betale sig at få lokaliseret drænene, der kan være gemt i årevis, uden landmanden har været i stand til at finde dem. Data fra de multispektrale billeder kan samtidig oversættes til digitale drænkort over arealerne, så landmanden fremover altid kan tilgå oplysningerne direkte på mobil eller tablet.

Kommentarer