Næstved By

DP Danmark er tilbage til rødderne

Det konkursramte DP Danmark på Mosevej i Næstved er sikret videreførelse i nyt regi, hvilket bl.a. medfører, at størstedelen af medarbejderne i virksomheden fortsat har en arbejdsplads.

Det er Thomas Dalsgaard, der sammen med forretningspartneren, Lars Galvit, har købt aktiverne i konkursboet. Dermed er familien til den oprindelige grundlægger tilbage i virksomheden. Thomas Dalsgaard er nemlig stedsøn til Henrik Gerner Larsen, som i 2008 solgte firmaet til Inge Anny Dueholm, der siden har været ejer og direktør i både driftsselskabet og et tilhørende holdingselskab, som nu altså begge er gået konkurs.

Aktiverne i konkursboet består primært i firmanavnet og et varelager. Som grossistvirksomhed markedsfører DP Danmark emballageløsninger, herunder gavepapir, poser, æsker og gavebånd til detailforretninger landet over og har bl.a. en velfungerende webshop, men også kørende sælgere. Desuden er virksomheden etableret på flere eksportmarkeder, primært Tyskland.

– Vi ser interessante synergier mellem DP Danmark og vores egen virksomhed, udtaler Thomas Dalsgaard.

– Dels har vi et vist sammenfald af kunder. Men derudover kan vi tilføre DP Danmark nye forretningsmæssige værdier, fx på design-siden og når det gælder udvikling af nye emballageløsninger.

Stærk samarbejdspartner

Thomas Dalsgaard og Lars Galvit driver sammen firmaet Scanseason A/S, der ligger på samme adresse som DP Danmark og historisk udgjorde konsument-delen af virksomheden. Men i 2006 blev denne del udskilt som en selvstændig virksomhed med Thomas Dalsgaard som ejer. Thomas havde forinden været ansat fire år i DP Danmark.

I 2010 trådte Lars Galvit, der har en fortid fra bankverdenen ind i Scanseason, og i 2012 blev han medejer af virksomheden.

I dag har Scanseason en betydelig markedsposition inden for non-food artikler til markering af højtider og fest – lige fra studentergilder til jul/nytår, påske og halloween. Produktsortimentet videresælges via butikskæder, herunder supermarkeder, byggemarkeder og boghandlere. Firmaet har også en pæn og voksende eksport til især Tyskland.

Tror på ny fremtid for DP Danmark

Både Thomas Dalsgaard og Lars Galvit tror på en ny fremtid for DP Danmark.

– Vi vil gerne re-tænke denne branche, og vi har allerede forskellige ideer. Ikke mindst når det gælder tæt og udviklingsorienteret dialog med kunderne. Både Thomas og jeg er servicemennesker. Og det er ikke løgn, når jeg siger, at vi går gennem ild og vand for at servicere vores kunder, siger Lars Galvit.

– Og så står vi med en motiveret stab, som kombineret med en stærk ledelse med høj forretningsmoral, troværdighed og økonomisk soliditet gør, at vi er sikre på at have en god businesscase på den lange bane.

Kommentarer