Næstved By

Domino´s Pizza i Næstved erklæret konkurs, men genåbner på Kvægtorvet

Domino´s Pizza på Banegårdspladsen i Næstved er netop erklæret konkurs ved Skifteretten i Roskilde. Restauranten er lukket, men genåbner den 3. november i nye lokaler på Kvægtorvet i Næstved.

Restauranten på Banegårdspladsen var ejet af et datterselskab til The Scandinavian Pizza Copmany, der står bag Domino´s Pizza brandet i Danmark, skriver Finans.dk. To andre restauranter i kæden har ikke levet op til omsætningsforventningerne. Det gælder restauranterne i Hillerød og Bagsværd, der begge er helt lukket, mens Næstved altså beholder sin Domino´s Pizza, men i nyt regi.

Carsten Kjems Falk, der er adm. direktør i The Scandinavian Pizza Company, forklarer i en skriftlig udtalelse til Finans, at kæden har en strategi om at overvåge alle restauranter og om nødvendigt lukke underpræsterende restauranter.

– Vores strategi for underpræsterende butikker er at overvåge både på driftsmæssige og økonomiske resultater, og hvis standarder ikke er opfyldt, bliver de først genoprettet, og hvis der ikke er nogen forbedring, kan de lukke, skriver han til Finans.

Selskaberne bag Domino’s-restauranterne i Hillerød, Bagsværd og Næstved havde alle underskud i det senest offentliggjorte regnskab.

Domino’s Pizza har i øjeblikket 29 restauranter i Danmark. Kæden åbnede sin første danske restaurant på Falkoner Allé i København i 1997 og blev i en årrække drevet af forskellige islandske ejere. I midten af 2011 blev selskabet overtaget af den svenske erhvervsmand Gustave Geisendorf.

I 2014 erklærede fastfoodkæden, at man i en offensiv strategi – og bl.a. med en investering fra serieiværksætteren Jesper Buch – arbejdede på at øge antallet af danske restauranter fra dengang 15 til 50 i 2017 og dermed blive blandt de største på markedet målt på antal af restauranter. Denne målsætning har man åbenlyst ikke kunne leve op til

 

Kommentarer