Dom i sag om afpresning af caféejer
Næstved: To mænd på 20 år og 27 år blev idømt henholdsvis 9 og 6 måneders ubetinget fængsel.
To mænd på henholdsvis 20 år og 27 år er i dag kendt skyldige i blandt andet afpresning af en cafeejer i Slagelse.
I retten i Næstved blev de to mænd kendt skyldige i at have truet ejeren af en cafe i Slagelse, en 39-årig mand fra Næstved, hvis ikke han betalte beskyttelsespenge på i alt 20.000 kroner. De to mænd truede med, at cafeejeren ville få besøg af Black Army.
Læs også: Bandemedlemmer fra Black Army afpressede caféejer
De to mænd, som har siddet varetægtsfængslet siden 26. juli 2016, blev idømt henholdsvis 9 og 6 måneders ubetinget fængsel. De ankede begge dommen. Den 20-årige mand blev varetægtsfængslet efter dommen.
– Jeg er tilfreds med dommen. Ikke mindst fordi retten lagde cafeejerens forklaring til grund. Desuden fandt retten også, at der var skærpende omstændigheder i sagen, og det blev afspejlet i strafudmålingen, siger anklager Siw Olsen.
Kommentarer