Holmegård

Dom i sag om biltyverier

Foto: arkiv

6 unge mænd i alderen 20 til 25 år var tiltalt for tyverier fra bilforhandlere og autoværksteder

Retten i Næstved har fredag afsagt dom i en sag, hvor 6 unge mænd i alderen 20 til 25 år var tiltalt for tyverier fra bilforhandlere og autoværksteder på Midt- og Sydsjælland.

Straffen blev fastsat til fængsel mellem 10 måneder og 2 år og 6 måneder.

De i alt 10 tyverier og forsøg herpå blev alle begået i starten af 2020 i primært Dianalund, Sorø, Holmegaard, Næstved og Køge. Derudover blev tre af de tiltalte ligeledes dømt for et røveri mod en vareleverandør i Haslev, hvor udbyttet var en ramme Cult Shaker og en mobiltelefon.Sagen begyndte, da politiet den 24. januar 2020 modtog en anmeldelse om, at nogle unge mænd var i færd med at stjæle biler fra ladet på en autotransporter i Sorø. Ved politiets ankomst blev to af de unge mænd anholdt, og de har siddet varetægtsfængslet siden.

Under politiets efterforskning af sagen fremkom der beviser i sagerne om biltyveri fra forhandlere og værksteder, således at der den 22. maj 2020 blev rejst tiltale mod de nu seks dømte. Undervejs blev yderligere to af de unge mænd varetægtsfængslet.

Retten fandt det bevist, at flere af forholdene var af særligt grov beskaffenhed med henvisning til udførelsesmåden og værdien af det stjålne.

De tiltalte tog betænkningstid i forhold til dommen.

Dommen vedrørte endvidere øvrige forhold vedrørende brugstyveri af motorkøretøj, databedrageri og overtrædelse af knivloven. Sagen er forløbet over 5 dage i retten, og startede den 15. juni 2020.

Kide: Sydsjælland og Lolland – Falsters Politi.

Kommentarer