Næstved By

Dødsfald: Tidligere Bio-direktør Annelise Hovmand er død

Annelise Hovmand sammen med H.K.H. Dronning Margrethe på besøg i Bio på Kattebjerg. (Foto: BIO Næstved)

Filminstruktøren og den tidligere mangeårige biografdirektør i Bio Næstved, Annelise Hovmand, sov stille ind i sit hjem onsdag morgen. Annelise Hovmand blev 92 år.

Her i Næstved er Annelise Hovmand først og fremmest kendt som mangeårig ejer af Bio på Kattebjerg, som hun overtog i 1967 og stod i spidsen for i de efterfølgende 41 år. Bio’s største sal ”Sal Annelise” er opkaldt efter Annelise Hovmand.

img_show
Annelise Hovmand foran Bio i 1967. (Kilde: NæstvedArkiverne)

Annelise Hovmand debuterede som spillefilmsinstruktør i 1957. Hendes første film var ”Ingen tid til kærtegn”, som indbragte hende en Bodil-pris. I 1967 flyttede hun fra Nærum til den nedlagte præstegård på Birkedommervej i Vester Egede ved Rønnede.

– Jeg havde altid gerne villet på landet, og derfor søgte jeg bevilling til den ledige biograf i Næstved. Men så fandt jeg ud af, at det skulle jeg nok aldrig have gjort. Det gik af H til hernede. Der var tre andre biografer i byen, og de sad på de fleste leverandører, så jeg måtte piske til København for at tjene til kæmpehuslejen ved andet filmarbejde, fortalte Annelise Hovmand til Næstved Tidende i forbindelse med hendes 25 års jubilæum som biografdirektør i 1992.

Annelise Hovmand ombyggede Bio fra en til tre sale i 1976 og i 1981 fulgte yderligere to sale. Ved ombygningen i 1981 blev den store sal desuden indrettet med en teaterscene, der fungerede som byens hovedscene frem til åbningen af Kulturhuset på Grønnegades kaserne i 2002. Bio lagde desuden scenegulv til Susanne Heerings årlige afdansningsballet, hvor Dronning Margrethe var med som scenograf gennem 31 år, frem til den sidste opvisning, der fandt sted i 2012.

I 1991 instruerede Annelise Hovmand filmen ”Høfeber”, efter Leif Panduros roman af samme navn.”Høfeber” blev hendes sidste film.

Hold dig opdateret med de lokale nyheder. Følg Næstved Netavis på Facebook.

Kommentarer