DMI spår det kommende stormlavtryk Nora bliver voldsomt
I lighed med nattens blæsevejr, ser det igen ud til, at det særligt er den sydlige del af landet, som vil blive hårdest ramt og her kan det blive fuld storm med vindstød af orkanstyrke fredag aften og natten til lørdag. Det oplyser DMI.
I resten af landet bliver det også blæsende, men mellem hård kuling og stormende kuling, stedvis op til stormende kuling, og med vindstød af stormstyrke.
Nora er så småt begyndt at blive dannet ude over Nordatlanten, og vil nu udvikle sig meget hurtigt. Denne eksplosive udvikling skyldes en kobling til den kraftige jetstrøm højt oppe i atmosfæren, en kobling der på det nærmeste suger luften ud af lavtrykket, som derved opnår det markante trykfald.
Lavtrykket når Irland fredag morgen og bevæger sig videre østpå, fortsat under nogen uddybning.
Fredag aften ventes det at ligge over den centrale del af Nordsøen, hvorfra det bevæger sig videre indover den nordlige del af Danmark.
Det er på denne tur, at det for alvor blæser op henover især den sydlige del af landet!
Da lavtrykket stadig er i sin spæde udvikling, er der dog stadig noget usikkerhed omkring den præcise bane. Da flere modelkørsler nu indikerer en bane henover den nordlige del af Danmark, har DMI nu udsendt et egentligt varsel.
Meteorologerne følger nøje udviklingen det kommende døgn, og fokus vil også være rettet på forhøjet vandstand, idet blæsten kan føre store vandmasser med sig frem mod Vestkysten, Limfjorden og senere de indre Danske farvande.
//DMI
Kommentarer