Direktøren for Næstved Cityforening stopper
Lars Børsting stopper fra nytår som direktør for Næstved Cityforening efter lidt over 3 år på posten.
Han tiltræder i stedet en stilling som politisk chef i Nordens største nattelivskoncern, Rekom.
Formanden for Næstved Cityforening, Louise Millek, ærgrer sig over at skulle sige farvel, men glæder sig over de resultater, foreningen har opnået under hans ledelse. Først og fremmest afskaffelsen af udeserveringsafgiften for restaurationslivet.
– Næstved Cityforening har udviklet sig til en stærk, værdifuld og indflydelsesrig interesseorganisation, der mere end nogensinde før er involveret i de politiske beslutninger omkring Næstved by og byrum. Vi er afsendere på flere citytiltag end nogensinde før og skaber dermed den nødvendige synlighed og gennemslagskraft i by og opland, siger Louise Millek.
Hun understreger, at en stærk bymidte spiller en afgørende rolle for, at Næstved som by kan tiltrække borgere og virksomheder.
– Heldigvis er vi godt rustet til at løfte denne opgave fremadrettet. Vi har mange medlemmer, mange fælles initiativer, og mange aktiviteter der tiltrækker et stort opland, siger Louise Millek og nævner nogle af de mere synlige resultater i gadebilledet:
– Der er foretaget et kæmpe arbejde med at udbedre julebelysningen og hele udsmykningen af Næstved som juleby. Dette resulterede i, at Næstved i julen 2017 kunne modtage prisen som årets juleby. Efterfølgende har Næstved udmærket sig ved at være den første by med Halloween-belysning og -udsmykning, der normalt kun ses i forlystelsesparker.
Kommentarer