Næstved By

Din hverdag – vores klode – Kom til gratis foredrag med Peter Tanev

Foto: Booking.dk

Hvor meget skrald producerer du på et år? Hvor meget mad smider du ud? Og hvor langt skal du cykle for at spare den CO2, du brugte på en flyrejse til Barcelona?

Det er blot nogle af de spørgsmål, som du kan forvente at få svar på, når hele Danmarks vejrmand, Peter Tanev, besøger Lille Næstved Skole afdeling Karrebækvej i Næstved torsdag den 18. November 2021.

Til foredraget vil Peter Tanev gøre os klogere på klimaforandringernes konsekvenser for Danmark, men i høj grad også på, hvordan vores hverdag påvirker klimaet, kloden og atmosfæren.

Foredraget er ikke tænkt som en løftet pegefinger, men mere som en ahaoplevelse for mange af os, som ikke tænker over, hvor store spor vi sætter på kloden.
Det hele vil blive serveret i en munter tone og i et letforståeligt sprog, så alle kan være med.

”Vi er glade for at kunne invitere til det her foredrag, hvor Peter sætter fokus på klimaforandringerne og giver os en større forståelse for, hvordan vores adfærd og daglige vaner påvirker klimaet. Det er vigtigt i en tid, hvor klimaudfordringerne bliver stadig større,” siger filialdirektør i Arbejdernes Landsbank Martin Bay Sørensen, og uddyber:

”De ting, som vi hver især kan gøre for at gøre vores hverdag mere bæredygtig, giver typisk også god mening ift. vores økonomi. Det kan fx være, når vi skærer ned på vores strøm- og varmeforbrug, kører mindre i bil, flyver mindre og smider mindre mad ud. Kort sagt: Når vi skærer ned, hvor vi kan. Så det er på mange måder en sund øvelse,” slutter Martin.

Sådan kommer du med
Du kan reservere op til 4 billetter pr. person på al-bank.nemtilmeld.dk/1248/.
Da der er et begrænset antal billetter, gælder princippet ”først til mølle”.
Billetterne skal afhentes personligt i Arbejdernes Landsbank torsdag eller fredag den 11. og 12. november i filialens almindelige åbningstid.

Hvor: Hallen på Lille Næstved Skole afdeling Karrebækvej, Karrebækvej 70, 4700 Næstved

Hvornår: Torsdag den 18. november kl. 19.00 – 20.30

For yderligere information: Kontakt Arbejdernes Landsbank i Næstved. Telefon: 38 48 30 55 eller mail: naestved@al-bank.dk

Kort om Peter Tanev
Peter Tanev er bedst kendt som hele Danmarks vejrvært på TV2 Vejret og bliver ofte brugt som ekspert og debattør, når det drejer sig om vejr og klima. Han har en bachelor i klimatologi og har skrevet flere bøger om bl.a. Det danske vejr. Derudover er han nu også aktuel som foredragsholder.

Kommentarer