Næstved By

Dialogkaffe med Özlem Cekic på biblioteket

Næstved: Özlem Cekic besøger Næstved Bibliotek for at bygge bro mellem befolkningsgrupper over en kop kaffe.

Torsdag 25. august fra klokken 17:00 til 19:00 besøger Özlem Cekic besøger Næstved Bibliotek for at bygge bro mellem befolkningsgrupper over en kop kaffe.

Özlem er debattør, foredragsholder og forfatter. Efter 8 år er hun nu stoppet som folketingsmedlem for SF.

I foråret vandt Özlem Cekic Le Petit Prisen for sit brobygningsarbejde. Hun besluttede sig for at bruge pengepræmien på at køre Danmark rundt for at holde åbne dialogkaffe-arrangementer for at opfordre alle til at tage et personligt ansvar for at fremme dialogen og samtalen. Formålet med arrangementet er at bygge bro mellem befolkningsgrupper. Arrangementerne er ikke i regi af et politisk parti. Det er alene for at bidrage til at bekæmpe hadet og fremme samtalen.

Özlem udtrykker bekymring for, at frygten stiger mellem befolkningsgrupper og hadet vokser. Derfor har hun de seneste seks år opsøgt nogle af de mennesker, der har sendt hende hademails. Men hun har også opsøgt de mennesker, der gerne vil dialogen og gerne vil være brobyggere.

– Hademails, der starter med ”luder, terrorist, fuck muslimer” vælter ind i min mailbox, hver gang terroren rammer, eller når flygtningestrømmen tager til. Jeg er selv dansk muslim. Jeg er aktiv på mine børns skole. Aktiv i samfundsdebatten og har også taget min tørn på Christiansborg gennem otte år som folketingsmedlem. Jeg er stolt af at være dansker og en del af vores demokrati, siger Özlem Cekic og fortsætter:

– Uanset hvem jeg drikker kaffe hos, oplever jeg, at langt de fleste i bund og grund gerne vil forstå hinanden. Men – og der er altid et men – den første reaktion, jeg får, er næsten altid, at det er ”de andres” skyld, at man oplever problemer i hverdagen. Det er de andre, der er fordomsfulde. Det er de andre, der ikke kan opføre sig ordentlig. Aldrig én selv.

Özlem vil holde et oplæg om vigtigheden af brobygning og der vil efterfølgende være lagt op til debat og samtale i plenum. Konceptet er, at man som deltager medbringer egen kop og så giver Özlem kaffe!

Der er gratis adgang og det er ikke nødvendigt at tilmelde sig arrangementet. Bare duk op – med din kop!

Kommentarer